UDENRIGSMINISTERIET                                                              JTEU, j.nr. 400.B.3-3.

Nordgruppen                                                                                      Den 21. maj 2008

 

 

 

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad EUU alm. del af 23. april 2008

 

Spørgsmål 74:

”Ministeren bedes oplyse, hvorfor Vaxholm-dommen først blev offentliggjort den 18. december 2007, på trods af at den skulle have været offentliggjort den 11. december 2007 - altså før Lissabontraktaten blev underskrevet den 13. december 2007.”

 

Svar:

Udenrigsministeriet er ikke bekendt med den nærmere begrundelse for EF-Domstolens fastsættelse af dato for afsigelse af dom i Laval-/Vaxholm-sagen eller andre sager og overlader selvsagt sådanne spørgsmål af intern karakter til EF-Domstolen selv.

 

På foranledning af det stillede spørgsmål har Udenrigsministeriet rettet henvendelse til Domstolen med henblik på at indhente oplysninger om Domstolens praksis mht. fastsættelse af tidspunkter for afsigelse af domme. Domstolen har på den baggrund oplyst følgende:

 

”I medfør af artikel 64, stk. 1 i Domstolens procesreglement afsiges domme i et offentligt retsmøde, hvortil parterne er indkaldt.

 

Datoen for et retsmøde, hvori en dom afsiges, fastsættes af formanden for det dommerkollegium, hvortil vedkommende sag er blevet henvist. Datoen fastsættes ved voteringens afslutning efter konsultation med Domstolens oversættelsestjeneste.

 

Domstolens domme afsiges på vedkommende sags processprog. I praksis tilstræbes det, at oversættelser af dommen i de øvrige 21 af Fællesskabets officielle sprog foreligger samtidigt med dommens afsigelse. Dette er tilfældet for næsten alle Domstolens domme (99,9 % i 2007).

 

Det forekommer, at den oprindeligt fastsatte dato for en doms afsigelse udskydes til en senere dato. Sådanne udskydelser er ikke hyppige og beror hovedsageligt på uforudsete problemer i forbindelse med oversættelse af dommen.

 

For de i 2007 afsagte 379 domme, blev datoen for afsigelsen udskudt for 7 dommes vedkommende. For de i 2006 afsagte 351 domme, gælder dette ligeledes 7 domme.”

 

Det kan herudover oplyses, at EF-Domstolen, på samme dag for afsigelse af dom i Laval-/Vaxholm-sagen, afsagde i alt 24 domme og offentliggjorde fem kendelser. Samme dag offentliggjorde Retten i Første Instans fem kendelser.