Rammen for udredningsarbejdet som følge af Laval-dommen
Formål
Med afsigelsen af EF-dommen i den svenske Laval-sag, er der behov for nærmere at vurdere virkningerne for retsstillingen i Danmark herunder behovet for eventuelt at tillempe gældende lovgivning og praksis på arbejdsmarkedet.
Målet er at fastholde det grundlæggende princip på det danske arbejdsmarked, hvorefter hovedansvaret for regulering af løn- og ansættelsesvilkår, er overladt til arbejdsmarkedets parter. Et vigtigt led i den model er, at lønmodtagerorganisationerne kan anvende kollektive kampskridt til opnåelse af overenskomst.
Parternes rolle ved regulering af arbejdsmarkedet er i øvrigt en hjørnesten i den danske flexicuritymodel, som netop i disse år er en model, der søges udbredt til inspiration i de øvrige EU-lande.
I lyset af Lavaldommen, skal det nærmere kortlægges, hvordan det kan sikres, at vi kan opretholde den danske model, som den har fungeret i DK i mange år. Samtidig skal det undersøges, om der i lyset af Lavaldommen er behov for at justere den praksis, der anvendes ved regulering af løn- og ansættelsesvilkår for udenlandske tjenesteydere i Danmark.
Udredning
På den baggrund er Regeringen og arbejdsmarkedets parter enige om, at der iværksættes et udredningsarbejde, hvor regeringsrepræsentanter, arbejdsmarkeds parter og uvildige eksperter nærmere skal analysere konsekvenserne af dommene og komme med forslag til, hvilke initiativer der kan være nødvendige for bedst muligt at sikre den danske arbejdsmarkedsmodels forenelighed med EU-retten.
Udredningen sker med deltagelse af arbejdsmarkedets parter (LO, DA, KL, AC, FTF og SALA), regeringen (BM, JM, UM og FM) samt uafhængige eksperter.
Tidsmæssige rammer
Der oversendes ultimo januar en faktuel redegørelse for Laval-dommen til Folketinget.
Beskæftigelsesministeren skal i samråd herom den 7. februar. På samrådet vil ministeren redegøre for dommen og samtidig redegøre for den efterfølgende udredningsfase.
Udredningen igangsættes herefter og færdiggøres hurtigst muligt.