Besvarelse af EUU alm. del, spørgsmål 114:

”Ministeren bedes oversende det fem siders dokument, som den franske regering (ifølge The Guardian den 7. juni 2008) har rundsendt til regeringerne i EU-landene om Frankrigs planer for det fremtidige forsvarssamarbejde i EU samt redegøre for regeringens holdning til indholdet af dette dokument.”

Regeringen har ikke modtaget et dokument svarende til det, som omtales i The Guardians artikel af 7. juni 2008. Det fremgår ikke klart af artiklen, hvem modtagerkredsen skulle være, idet der blot henvises til ”europæiske regeringer”. Senere hedder det dog i artiklen, at man fra britisk regeringsside opfatter dokumentet som ”foreløbige forslag til diskussion med briterne og tyskerne, og ikke som repræsenterende fransk regeringspolitik”. Det fremgår med andre ord ikke, at der skulle være tale om noget dokument af formel karakter endsige om et dokument, som det kommende franske formandskab har rundsendt til regeringerne i alle EU’s medlemslande.

Folketingets Europaudvalg modtog forud for rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 16.-17. juni 2008 et samlenotat, hvori der under dagsordenspunktet ”Halvårlig formandskabsrapport for den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP)” blev redegjort for det franske formandskabs program på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område.

Regeringen har ikke siden modtaget materiale fra det kommende franske formandskab, der berettiger til en ændring af dette.