2. januar 2008

 

/kaa/bej

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål 1, alm. del, stillet af udvalget den 4. december 2007.

 

 

Spørgsmål:

 

"Vil ministeren give en detaljeret gennemgang af, hvordan man kan forhindre, at en europæisk patentdomstol vil kunne godkende patenter på software, forretningsmetoder, præsentation af information etc., der vedrører innovationer, som ikke omfatter ny indsigt i anvendelse af naturkræfter? I den forbindelse bedes ministeren oplyse, hvordan man vil arbejde for at forhindre, at en europæisk patentdomstol vil kunne godkende sådanne patenter."

 

 

Svar:

 

Kommissionens meddelelse, KOM(2007) 165, foreslår, at der oprettes en fælles europæisk patentdomstol, som kan afgøre tvister om europæiske patenter og eventuelle fremtidige EF-patenter. En fælles europæisk patentdomstol skal blandt andet medvirke til at sænke de høje omkostninger ved førelse af patentsager i Europa.

 

Kommissionens meddelelse berører ikke spørgsmålet om, hvilke typer af opfindelser, der kan patenteres. Regelgrundlaget for, hvilke typer af opfindelser, der kan meddeles europæisk patent for, er fastsat i Den Europæiske Patentkonvention (EPK). Kommissionens meddelelse, og de tilhørende drøftelser i Råds-regi, angår ikke regelgrundlaget for meddelelsen af patenter, men derimod indretningen af et fælles domstolssystem til afgørelse af tvister om europæiske patenter og eventuelle EF-patenter.

 

En kommende europæisk patentdomstol vil således skulle afgøre patenttvister om europæiske patenter og eventuelle fremtidige EF-patenter på baggrund af det eksisterende regelgrundlag i EPK. Det fremgår af EPK’s artikel 52, at opfindelser, der alene angår software, forretningsmetoder eller præsentation af information, ikke kan patenteres.

 

EPK er godkendt af Folketinget på linje med andre internationale retsakter, som Danmark ratificerer. Eventuelle kommende regler om oprettelsen og funktionen af en europæisk patentdomstol vil endvidere blive forelagt til godkendelse i Folketinget. Dommerne i en kommende europæisk patentdomstol vil blive uafhængige dommere, der, på baggrund af gældende ret, træffer uafhængige afgørelser. Dommerne kan således kun træffe afgørelser ud fra bestemmelserne i EPK.

 

I relation til spørgsmålet om hvordan ministeren vil arbejde for at forhindre, at en europæisk patentdomstol vil kunne godkende patenter på software, forretningsmetoder eller præsentation af information, vil jeg henvise til det ovenstående om, at oprettelsen af en europæisk patentdomstol ikke ændrer det nuværende regelgrundlag i EPK, som fastsætter hvilke opfindelser, der kan meddeles europæisk patent for.

 

Det bemærkes afslutningsvist, at regeringen fortsat er modstander af, at opfindelser, der alene består af software, forretningsmetoder eller præsentation af information, kan patenteres.