ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

Eksp.nr. 574771

 

30. september 2008

 

Besvarelse af spørgsmål 93 alm. del stillet af Erhvervsudvalget den 17. september 2008    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 93:

Ministeren bedes redegøre for de danske regler for udstedelse af turistvisa, som synes at skade turisterhvervet og ifølge pressen koster Danmark 200 mio. kr. om året, fordi velhavende udenlandske turister opgiver Danmark som rejsemål.

 

Svar:

Her henvises til mit svar på §20 S 2441 stillet den 8. september 2008:

 

”Økonomi- og erhvervsministeriet kender ikke til opgørelser der viser, at  Danmark taber 200 millioner kroner årligt, som følge af ventetider på behandling af turistvisum.

 

Tværtimod viser de seneste opgørelser, at overnatningstallene fra vækst-markeder som Rusland, Ukraine og Kina i det første halvår af 2008 er steget med henholdsvis ca. 14, 12 og 22 pct., når man sammenligner med første halvår af 2007.

 

For så vidt angår ventetid ved behandling af turistvisum har Integrationsministeriet oplyst følgende, hvilket jeg henholder mig til:

 

”70-80 pct. af alle ansøgninger om visum – det vil sige både visumansøgninger med henblik på turisme, forretnings- og privatbesøg – afgøres med en visumtilladelse ude på de danske repræsentationer i udlandet. I disse sager træffer repræsentationerne oftest afgørelse inden for få dage fra ansøgningens modtagelse. Visse sager kan dog tage 10-12 dage at behandle, fordi andre Schengenlande skal konsulteres.

 

Langt de fleste ansøgninger om visum med henblik på turistbesøg i Danmark afgøres med en visumtilladelse allerede ude på de danske repræsentationer i udlandet med den ofte meget korte sagsbehandlingstid til følge.

 

Repræsentationerne sender kun visumsager til afgørelse hos Udlændingeservice i Danmark, hvis repræsentationen ikke finder, at der umiddelbart kan meddeles visum, herunder eksempelvis fordi der skønnes at foreligge en immigrationsrisiko.

 

Udlændingeservice har oplyst, at langt de fleste af de sager, der fremsendes til afgørelse hos Udlændingeservice, vedrører besøgsvisum, altså den situation, hvor visumansøgeren ønsker at besøge familiemedlemmer eller andre personer i Danmark. Sagsbehandlingen i de sager, der fremsendes til afgørelse hos Udlændingeservice i Danmark, tager længere tid. Dette skyldes, at der i disse sager skal foretages yderligere undersøgelser, eksempelvis fordi det skal konstateres, at der faktisk er nogen i Danmark, der venter besøg.

 

I forhold til de visumsager, der sendes til videre behandling i Udlændingeservice, har der i løbet af 2008 vist sig en markant udfordring ved overgangen til det nye elektroniske visumsystem (VIS), hvilket har betydet, at sagsbehandlingstiden hen over sommeren er steget. Al sagsbehandling er nu stort set overgået til det nye visumsystem, der på længere sigt skal gøre sagsbehandlingen hurtigere, men på nuværende tidspunkt har overgangen betydet en midlertidig forlængelse af sagsbehandlingstiden til 8-10 uger for besøgsvisum.

 

Netop for at styrke turismen har Integrationsministeriet bl.a. pr. 1. juli 2008 etableret helt nye, forsøgsvise turistordninger i Indien, Kina og Ukraine. Turistordningerne betyder, at statsborgere fra de pågældende lande i en nærmere afgrænset forsøgsperiode fra den 1. juli 2008 til den 30. juni 2009 hurtigt kan meddeles visum med henblik på turistbesøg her i landet, hvis de opfylder nærmere definerede kriterier og retningslinier, herunder eksempelvis at de pågældende personer har købt en pakkerejse, som mindst omfatter transport og hotelreservation til Danmark.

 

Forsøgsordningerne er alene ét af de tiltag, der er blevet iværksat i forlængelse af Visumarbejdsgruppen, der i januar 2008 afgav rapport (Rapport fra arbejdsgruppen om visumadministration – forretning og turisme). Rapporten indeholder en lang række forslag, der skal optimere processerne bl.a. i relation til meddelelse af turistvisum. Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv har været faste medlemmer i Visumarbejdsgruppen, ligesom Danmarks Rejsebureau Forening også har været inddraget i arbejdsgruppens arbejde.””

 

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk