ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 568118

 

 

 

8. september 2008

 

 

Endelig besvarelse af spørgsmål 66 alm. del  stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 8. juli 2008

 

 

Spørgsmål 66:

Hvad kan ministeren pege på som hjælp til finansiering af udgifter til skader på den lille private havn på Nordvestlolland, Onsevig Havn? Hav-nen blev voldsomt skadet ved stormfloden i november 2006, og ved lici-tation viser billigste bud en udgift på 6,3 mio. kr. Havnen, der råder over 60 pladser, har selv 2,5 mio. kr. og mangler således 3,8 mio. kr. Der er søgt EU midler, landdistriktmidler, fiskerimidler, stormflodsmidler etc., men det virker som om, at en lille privatejet havn "falder ned mellem fle-re stole" inden for landbrug, energi, turisme og fiskeri.

 

Svar:

Som nævnt i mit foreløbige svar, vedrører spørgsmålet en række ministerområder, og Økonomi- og Erhvervsministeriet har derfor bedt de pågældende ministerier om bidrag til besvarelsen.

 

Transportministeriet oplyser at:

”De, der får tilladelse til at etablere eller udvide en havn, selv skal afholde udgifterne herved. Havnen skaffer sig dækning for disse udgifter ved at opkræve afgifter af de fartøjer, der bruger havnen.

Transportministeriet skal tillige gøre opmærksom på, at det er et vilkår for tilladelser til anlæg eller udvidelse af havne, at anlægget vedligeholdes i god og forsvarlig stand. Opfyldes dette vilkår ikke, kan Transportministeriet kræve anlægget fjernet.”

 

Velfærdsministeriet har bidraget til besvarelsen med følgende:

”Velfærdsministeriet råder over en pulje til medfinansiering af kommunernes egenfinansiering af projekter som modtager EU-tilskud. Formålet med støtteordningen er at sikre gennemførelsen af EU-støttede projekter i særlig vanskeligt stillede kommuner og dermed bidrage til erhvervsudvikling og beskæftigelsesfremme. Der kan ydes tilskud til kommuner, der modtager tilskud i medfør af § 12 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Der er tale om kommuner, der har et strukturelt underskud pr. indbygger, der overstiger 25 pct. af de samlede kommunale nettodrifts- og anlægsudgifter pr. indbygger. Lolland Kommune er blandt disse.

Grundforudsætningen for medfinansieringen er i sagens natur, at projektet modtager støtte fra en af EU's regionale fonde (eksempelvis Mål 2 eller Landdistriktsprogrammet), og at der er kommunal medfinansiering af projektet. Derudover er puljen rettet specielt mod projekter, som gavner erhvervsudvikling. Der er ansøgningsfrist til ordningen 1. marts og 1. oktober hvert år, og puljen udgør i 2008 19,2 mio. kr.

Angående landdistriktsmidler kan Velfærdsministeriets Landdistriktspulje anvendes til tilskud til forsøgsprojekter, der skal fremme erhvervsudvikling, service, bosætning samt lokale kultur- og fritidsaktiviteter i landdistrikterne. Der kan dog ikke ud af Landdistriktspuljen gives tilskud til anlægsudgifter.”

 

Endelig har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri bidraget til besvarelsen med følgende:

”Fødevareministeriet har mulighed for at yde tilskud til fiskerihavne som investeringstilskud til fiskerihavne og som led i støtten til udvikling af fiskeriområder.

Fiskeridirektoratet har oplyst, at der ikke er registreret landinger af fisk i Onsevig Havn i 2007 og 2008. Da der ikke foregår erhvervsfiskeri eller akvakulturaktiviteter fra havnen, kan der således ikke ydes støtte i form af investeringstilskud til fiskerihavne.

Med hensyn til midlerne til fiskeriområder foregår forvaltningen, i lighed med landdistriktsmidlerne, med deltagelse af lokale aktionsgrupper. Lokale aktionsgrupper er lokale foreninger til udvikling af landdistrikterne og fiskeriområderne. Det område, hvor Onsevig havn er beliggende, har etableret en aktionsgruppe for henholdsvis landdistrikterne og for fiskeriområderne.

Da ordningerne har til formål at bidrage til en bæredygtig udvikling af fiskerområderne eller landdistrikterne, forudsættes det, at projektet rummer et udviklingsperspektiv og dermed rækker udover almindelig vedligeholdelse. Hvorvidt projektet i Onsevig Havn kan støttes forudsætter en konkret vurdering. Det forudsættes endvidere, at projektet falder inden for rammerne af den udviklingsstrategi, som aktionsgruppen har udarbejdet. Denne vurdering foretages af aktionsgruppens bestyrelse, der kan indstille projekter til tilskud. Selve tilskuddet udbetales af Fødevareministeriet.

Sekretariatet for den lokale aktionsgruppe har oplyst, at der er modtaget en foreløbig ansøgning fra Onsevig Havn, og at man er i dialog med havnen om muligheden for tilskud. Fødevareministeriet afventer den lokale indstilling fra aktionsgruppen i forbindelse med en eventuel ansøgning om tilskud om midler fra fiskerifonden.

Fødevareministeriet afventer den lokale indstilling inden man tager stilling til en eventuel ansøgning.”

 

For så vidt angår mit eget ministerområde kan jeg oplyse følgende:

Stormflodserstatning

Stormrådets sekretariat har oplyst, at havne, under nærmere betingelser, i nogle tilfælde kan opnå stormflodserstatning for direkte tab forbundet med stormflodsskade. Den grundlæggende betingelse, der skal være opfyldt er, at det beskadigede skal være omfattet af en brandforsikring, idet stormflodserstatningsordningen finansieres ved faste, årlige afgifter af brandforsikringspolicer.

Stormrådets sekretariat har oplyst, at Onsevig Havn ikke var omfattet af brandforsikring på tidspunktet for stormflodsskadens opståen.

Lov om erhvervsfremme – Strukturfondsmidler

De danske strukturfondsmidler, herunder regionalfonden under mÃ¥let om regional konkurrenceevne og beskæftigelse, kan i henhold til det operationelle program ikke anvendes til trafikal infrastruktur. Trafikal infrastruktur er ikke en strategisk prioritet, hvorfor der, ifølge regionalfondsprogrammet, ikke kan ydes tilskud til fysiske investeringer i f.eks. havne og lignende. I det hele taget er der med lov om erhvervsfremme som hjemmel ikke adgang til at støtte trafikal infrastruktur.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk