Folketingets Erhvervsudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             20. februar 2008

J. nr.           004-004-3

  

 

Erhvervsudvalget har i brev af 24. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 17 (ERU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 17:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra UdviklingsRåd Sønderjylland verørende statens investeringer i veje og jernbaner, jf. ERU alm. del – bilag 69."

Svar:

 

I henvendelsen fremhæves øget trængsel og tidstab på motorvej E45 og jernbane, væksten i gods- og persontrafik, samt dårlige forbindelser til og fra vestkysten som vigtige fokusområder. Samtidig fremhæves behovet for, at trafikudviklingen og infrastrukturudbygningen ses i et internationalt perspektiv. 

Jeg er meget enig i, at det er vigtige temaer.

Regeringen er på baggrund af blandt andet Infrastrukturkommissionens analyser i gang med at udarbejde et oplæg til en ny investeringsplan på infrastrukturområdet. Parallelt med investeringsplanen udarbejdes en strategi for en reduktion af transportsektorens CO2-udledning. Begge dele skal færdiggøres inden udgangen af 2008.

 

Infrastrukturkommissionen har i hele forløbet lagt en meget åben linie omkring sit arbejde, og det er en linie, jeg i arbejdets næste fase vil forfølge. Som led i arbejdet planlægger jeg at arrangere besøg i de enkelte landsdele med henblik på at drøfte ønsker og behov i forhold til den kommende investeringsplan, herunder de meget relevante fokusområder, der nævnes i henvendelsen. Det giver et bedre grundlag for den svære, men nødvendige prioritering, der skal foretages.

 

Som led i arbejdet med investeringsplanen, vil jeg gennemføre en række debatarrangementer i de enkelte landsdele, hvor blandt andre UdviklingsRåd Sønderjylland vil blive inviteret. Her vil der være mulighed for en samlet drøftelse af Infrastrukturkommissionens rapport og de lokale forslag til prioriteringen.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen