J.nr. MST-501-00068

 

Den 26. marts 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 86 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 86

Hvad agter ministeren at foretage sig i forbindelse med den omfattende forurening med tjærestoffer (PAH) fra træfyring til individuel boligopvarmning, som bl.a. dokumenteres af arbejdsrapporterne 212: ”Dioxin, PAH og partikler fra brændeovne” og 235: ”Partikler og organiske forbindelser fra træfyring – nye undersøgelser af udslip og koncentrationer”, fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet?

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).

 

Svar

Regeringen er meget opmærksom på, at brændeovne og -kedler bidrager til luftforureningen, også med PAH. Derfor har regeringen iværksat den mest ambitiøse indsats mod luftforurening fra brændeovne og –kedler nogensinde i Danmark. 

 

Kort før jul udstedte jeg en ny bekendtgørelse, som dels indfører miljøkrav til brændeovne og –kedler, dels præciserer og udvider kommunernes handlemuligheder overfor forurening fra brændeovne og –kedler, eksempelvis i tæt bebyggede områder.

 

Bekendtgørelsen stiller ikke et direkte krav til PAH-udledninger, da der ikke findes en egnet PAH-målestandard for brændeovne og -kedler. Men bekendtgørelsens krav til partikel- og kulilteemissioner forventes også at reducere udledningen af PAH, der ligesom partikler og kulilte (CO) stammer fra dårlig forbrænding, eksempelvis dårlig lufttilførsel i brændkammeret.    

 

Det er forventningen, at den nye bekendtgørelse vil rydde op i markedet for dårlige brændeovne og -kedler, og at kommunerne med de nye regler vil stå langt stærkere i sager om brænderøg.

 

Herudover er der for perioden 2007 til 2009 afsat i alt 33,5 mio. kr. til at nedbringe forureningen fra træfyring i private hjem. Som et led i indsatsen er der i fyringssæsonen 2007/08 gennemført en landsdækkende informationskampagne om korrekt fyring i brændeovne.

 

Indsatsen vil endvidere omfatte et større dansk feltforsøg med filtre og lignende teknologier, der kan nedbringe forureningen fra brændeovne og –kedler samt økonomisk støtte til udvikling af renere brændefyringsteknologier, herunder også oprettelse af et innovationspartnerskab for miljøvenlig brændefyring. Indsatsen vil fokusere på forurening med partikler, PAH og andre væsentlige forureningskomponenter fra træfyring til individuel boligopvarmning.