|
|
|
Folketingets Energipolitiske Udvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            8. april 2008 J nr. |
|
Energipolitisk Udvalg har i brev af 28. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 50 alm. del, som jeg hermed skal besvare.
" Vil ministeren fremsende en skematisk besvarelse af følgende:
- Hvad koster det staten – regnet i kr. pr. ton sparet CO2-udledning fra fossile brændselstyper – at støtte energiproduktion i dag ved bioforgasning af forskellige typer gødning, ved afbrænding af forskellige typer biobrændsler (herunder hektarstøtte til energiafgrøder) og ved at støtte vindmøllestrøm og strøm fra solceller?
- Hvor meget forringes resultat â€kroner pr. ton sparet CO2-udledningâ€, nÃ¥r man indregner den CO2-udledning fra dyrkningsjorden, som foranlediges af, at man tager gødning eller biomasse, hvis indhold af kulstof alternativt ville være blevet tilført jorden, idet omkring 10 pct. af kulstofindholdet kunne være blevet til en længerevarende opsparing af kulstof og dermed sparet CO2-udledning?"
For at sammenligne støtten til de nævnte former for vedvarende energi er det nødvendigt at medtage både støtte via tilskud eller pristillæg og støtte via afgiftsfritagelse. Beregningen heraf er vedlagt som bilag.
Det fremgår, at støtten varierer inden for intervallet 8 til ca. 71 øre pr. kWh brændsel eller el. Intervallet for støtte pr. sparet CO2-udledning er 16-79 øre/kg CO2. Det fremgår, at ud af de muligheder, der er med i beregningen, er halmfjernvarme og solceller dyrest.
Ved omregning fra støtte pr. kWh til støtte pr. kg CO2-reduktion er anvendt det princip, at der er en direkte sammenhæng mellem elproduktion og CO2-udledning. Beregningen tager således ikke højde for CO2-kvotesystemet. Kvotesystemet indebærer, at støtte til solceller, vindkraft og biomasse på centrale kraftværker (markeret med røde felter i bilaget) ikke påvirker CO2-udledningen, hvorved en beregning af støtte pr. kg reduceret CO2-udledning ikke er meningsfuld.
Beregningerne af støtte pr. kg sparet CO2-udledning er ikke direkte sammenlignelige med samfundsøkonomiske vurderinger af omkostningerne til reduceret CO2-udledning.
Spørgsmålet om hektarstøtte til energiafgrøder er ikke inddraget i beregningerne. Den praktiske betydning er foreløbig ikke stor, idet energiafgrøder ikke anvendes i nævneværdigt omfang i energisektoren.
Når det forudsættes, jf. sidste halvdel af spørgsmålet, at halm, som alternativt ville være blevet nedmuldet, i så fald havde bidraget med 10 % af kulstofindholdet til jordens kulstofpulje, kan følgende beregnes: Et tons halm frigiver ved forbrænding eller fuldstændig omsætning i jorden 1558 kg CO2. 10 % heraf svarer omregnet til 0,039 kg CO2/kWh halm. Når denne effekt fratrækkes i beregningen ændrer det støtten pr. kg undgået CO2-udledning i de tre anførte tilfælde (halmfjernvarme, decentral og central kraftvarme) i opadgående retning med henholdsvis 14, 9 og 5-6 øre pr. kg undgået CO2-udledning.
Connie Hedegaard