Folketingets Energipolitiske Udvalg Christiansborg |
|
â€Kan ministeren bekræfte, at de 2 mia. kr., som Energinet.dk betaler for DONG Energy’s højspændingsnet i Nordsjælland, betales af forbrugerne, mens staten og andre ejere øger deres fortjeneste ved den privatisering, som er vedtaget?â€
Den 21. december 2007 blev det oplyst, at DONG Energy A/S havde indgået aftale med Energinet.dk om at sælge DONG Energy A/S’ 132 kV transmissionsnet i Nordsjælland for 2 mia. kr. Aftalen er indgået i lyset af den statslige køberet og –pligt til disse transmissionsnet i henhold til elforsyningslovens § 35.
Finansministeriet har ikke grundlag for at antage, at den aftalte pris ikke skulle afspejle markedsværdien af det omfattede 132 kV net.
Det betyder for det første, at den aftale pris må antages at svare til den indtjening, som DONG Energy A/S ville have kunnet opnå fremover, såfremt selskabet fortsat ejede det omfattede 132 kV transmissionsnet. Dermed er der ikke grundlag til at antage, at DONG Energy A/S er blevet mere eller mindre værd – og dermed at aktionærernes provenu ved den forestående børsnotering påvirkes – som følge af salgsaftalen.
For det andet kan det bemærkes, at de tariffer, som brugerne betaler for at benytte det omfattede 132 kV transmissionsnet, er underlagt offentlig regulering i henhold til elforsyningsloven. Det er ikke forventningen, at denne regulering vil give Energinet.dk mulighed for at øge tarifferne, hvorfor brugerne umiddelbart hverken stilles bedre eller dårligere.
Endelig skal det bemærkes, at det omfattede 132 kV transmissionsnet oprindeligt var ejet af NESA A/S, og først efter Elsam A/S’ overtagelse af kontrollen med NESA A/S og herefter den danske energifusion indgik i DONG Energy A/S’ aktivmasse. Finansministeriet antager, at det omfattede 132 kV i de nævnte transaktioner også er indgået til markedsværdi. Det vil sige, at staten grundlæggende set har betalt sin andel på 73 pct. – svarende til den nuværende ejerandel i DONG Energy A/S – af markedsværdien af 132 kV transmissionsnettet.
Såfremt 132 kV transmissionsnettet skulle afhændes til Energinet.dk til en pris, der var lavere end markedsværdien, ville det svare til, at staten – og i øvrigt de andre nuværende aktionærer i DONG Energy A/S – ville give et fremadrettet subsidium til brugerne af det omfattede 132 kV transmissionsnet.
Med venlig hilsen