|
|
|
|
|
Folketingets Energipolitiske Udvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            6. oktober 2008 J nr.             1003-0080 |
|
Energipolitisk Udvalg har i brev af 8. september 2008 stillet mig følgende spørgsmål 234 alm. del, som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål 234:
"Ministeren bedes kommentere artiklen i Ugebladet Ingeniøren den 22. august 2008: "Teknik og nytænkning skal tackle ekstrem regn", og herunder oplyse:
a) Om ministeren er enig i de nævnte forudsigelser.
b) Hvad de foreslåede initiativer vil koste i Danmark.
c) Hvordan de under b) nævnte udgifter står mål med, hvad man i dag bruger på CO2-reduktion.
d) Hvor meget den under c) nævnte CO2-reduktion vil kunne nedsætte de forventede regnmængder."
Det er korrekt, at nyere forskning siden offentliggørelsen af den Fjerde Hovedrapport fra FN’s Klimapanel og Regeringens strategi for klimatilpasning har peget på, at fremtidige ekstremregn kan blive endnu kraftigere end hidtil vurderet.
Spildevandskomiteens Skrift 29, som omtales i artiklen i Ingeniøren, anbefaler, at kloakker dimensioneres til 30 % kraftigere regn, når de skal tilpasses fremtidens regnskyl. Miljøstyrelsen har i 2006 fået udarbejdet en beregning, hvor det skønnes, at renoveringsudgifterne forøges med 10-25 %, hvis tilpasningen alene sker ved ændret dimensionering af kloakrørene, og hvis der forudsættes 20 – 50 % kraftigere regn. Med udgangspunkt i denne beregning kan det anslås, at renoveringsudgifterne forøges med omkring 15 %, hvis kloakkerne skal tilpasses 30 % kraftigere regn. Miljøstyrelsen og KL gennemførte i 2003 en spørgeskemaundersøgelse vedrørende kloakrenoveringen i kommunerne. I undersøgelsen blev den forventede fremtidige investering i renovering opgjort til ca. 1,8 mia. kr. årligt. I 2008 har Ingeniørforeningen i Danmark lavet en tilsvarende undersøgelse, hvor den aktuelle investering i kloakrenovering er opgjort til ca. 1,4 mia. kr. årligt. Hvis der tages udgangspunkt i de to undersøgelsers resultater, og hvis klimatilpasning sker i forbindelse med renoveringen af kloaksystemet, kan den årlige forøgelse af renoveringsudgifterne opgøres til 200-300 mio. kr.
Som det fremgår af artiklen, vil den optimale løsning formentligt være en kombination af flere tiltag, som afhænger af de konkrete forhold i den enkelte kommune. Kommunerne kan for eksempel tænke regnvandsopmagasinering ind som en naturlig del af bymiljøet eller finde alternative afledningsformer til regnvandet, som for eksempel lokal nedsivning. Miljøstyrelsen fik tilsvarende foretaget et skøn i 2007 over en kombination af flere løsninger på problemerne med kraftige regnskyl og oversvømmelser i to kommuner. Disse kan dog ikke opskaleres til nationale forhold.
De samlede årlige udgifter kan derfor kun opgøres med en betydelig usikkerhed, som bl.a. skyldes begrænset viden om fremtidig ekstremregn.
Det er derfor også vanskeligt at give en præcis vurdering af, hvorledes sådanne udgifter står mål med, hvad man i dag bruger på CO2-reduktion, da klimaforandringerne jo også ses på anden vis, end ved øget regn. Dette – og i øvrigt også øget regn – har også omkostninger på andet end kloakering. Desuden kan en række initiativer med CO2-effekt tillige have andre formål.
Det er ikke muligt at estimere den direkte sammenhæng mellem danske reduktionstiltag og ændringer i det danske klima. Det skyldes, at de danske CO2-reduktioner indgår i globale klimaaftaler, som omfatter flere drivhusgasser fra mange store udlederlande.
Connie Hedegaard