Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             22. september 2008

J nr.              

Energipolitisk Udvalg har i brev af 8. september 2008 stillet mig følgende spørgsmål 233 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 233:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Bent Dünweber, Hvidovre, jf. EPU alm. del - bilag 248, og herunder oplyse, om ministeren agter at søge dette eller lignende forslag fremmet i forbindelse med etableringen af den planlagte havvindmøllepark."

 

Svar:

 

Med udgangspunkt i den energipolitiske aftale af 21. februar 2008 mellem Regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny alliance er det besluttet at udbyde en havvindmøllepark på 400 MW på en placering mellem Djursland og Anholt.

Parken udbydes på kommercielle vilkår med et pristillæg. Et krav om at indarbejde et ikke færdig-udviklet teknologielement i et udbud af en havvindmøllepark vil skabe store usikkerheder for projektet og vil formentligt medføre en væsentlig fordyrelse.

Flere andre ordninger har til formål at styrke indsatsen inden for især udvikling og demonstration af energiteknologi. Her tænker jeg f.eks. på Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), ordningerne under PSO om miljøvenlige elproduktionsteknologier og effektiv anvendelse af el, Højteknologifonden og Det Strategiske Forskningsråd. Hertil kommer, at der ved lov nr. 505 af 17. juni 2008 om ændring af elforsyningsloven indførtes en pulje på 25 mio. kr. årligt i 4 år til fremme af udbredelsen af VE-teknologier med en mindre elproduktionskapacitet.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard