Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             4. august 2008

J nr.              

Energipolitisk Udvalg har i brev af 7. juli stillet mig følgende spørgsmål 220 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 220:

 

"Hvad kan ministeren oplyse om det japanske firma Genepax' forsøg med en vanddrevet bil, herunder projektets lødighed og fremtidsudsigter?"

 

Svar:

 

Genepax har lanceret en prototypebil, der angiveligt benytter vand som energikilde. Genepax’ teknologi skulle spalte vand til brint og ilt, hvorefter brinten bruges i en brændselscelle. Denne teknologi skulle adskille sig fra en ”traditionel” brintteknologi ved, at brinten leveres ved en spaltning af vand i selve bilen – og uden tilførsel af en energikilde.

Flere eksperter har allerede ytret sig negativt om denne teknologi, herunder også danske forskere. Bl.a. henvises der til, at det bryder med fysikkens love, da vand ikke er en energikilde. 

Genepax benytter angiveligt en slags metalhydrid i processen. Metalhydridet og vand indgår i en kemisk proces hvorved der skabes brint. Metalhydridet vil efter en periode være brugt op og der skal tilføres nyt materiale. Derved er det reelt metalhydridet, der skaber energien og ikke vandet. Det fremgår desuden ikke af Genapax´skriftlige materiale, hvor meget energi der benyttes til at fremstille metalhydridet i forhold til den mængde energi, der efterfølgende kan trækkes ud. Formentlig vil der (som ved tilsvarende teknologier) være tale om et større eller mindre energitab i processen.

Der er reelt tale om en metode til fremstilling af brint, der er kendt teknologi. Genepax angiver, at deres system adskiller sig fra tilsvarende teknologier ved at kunne producere brint i et længere tidsrum.

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard