Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato 3. juni 2008      

J nr.              

Energipolitisk Udvalg har i brev af 8. maj 2008 stillet mig følgende spørgsmål 187 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 187:

 

"Ministeren bedes kommentere artiklen i The Australian den 23. april 2008: ”Sorry to ruin the fun, but an ice age cometh”."

Svar:

 

Artiklen ”Sorry to ruin the fun, but an ice age cometh” bygger på en række  misforståelser.

Det er ikke korrekt, at den globale middeltemperatur i 2007 er faldet 0,7 ºC. Den globale middeltemperatur var i 2007 ca. 0,4 grader over gennemsnittet for perioden 1961-90. Det gør året til et af de varmeste år siden systematiske observationer påbegyndtes i 1850. Det hidtil varmeste år var 1998, da den globale middeltemperatur nåede godt 0,5 grader over gennemsnittet for perioden 1961-90.

Med hensyn til den anførte statistiske sammenhæng mellem solpletaktiviteten og jordens middeltemperatur har FN’s klimapanel (IPCC) på baggrund af den nyeste videnskabelige litteratur konkluderet, at det er meget sandsynligt, at det meste af de seneste 50 års stigning i global middeltemperatur er menneskeskabt.

Istider og mellemistider styres af astronomiske forhold på meget lange tidsskalaer. Ifølge IPCC er der derfor udbredt enighed om, at Jorden ikke vil opleve en ny istid de første 30.000 år.

Vejrekstremer optræder naturligt på Jorden, herunder også afkøling. Variationer fra år til år er netop udtryk for, at den naturlige klimavariabilitet fungerer.  Her kan især nævnes fænomenerne ”El Nino” og ”La Nina”, der naturligt optræder i Stillehavsregionen med års mellemrum. Disse bidrager i lighed med andre naturlige fænomener til udsving i den globale middeltemperatur.

Med venlig hilsen

 

 

 

Connie Hedegaard