Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             3. juni 2008

J nr.

Energipolitisk Udvalg har i brev af 8. maj 2008 stillet mig følgende spørgsmål 186 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 186:

 

Ministeren bedes kommentere artiklen i Politiken den 29. april 2008: "EU‑straftold skader miljøet".

 

Svar:

 

Artiklen i Politiken handler om, at EU lægger straftold på kinesiske elsparepærer for at forhindre dumping på det europæiske marked. Resultatet er, at sparepærerne bliver dyrere i indkøb for de europæiske borgere. Kina eksporterer derfor ifølge artiklen forholdsmæssigt færre sparepærer til EU end til USA.

Øget udbredelse af energirigtige produkter, herunder elsparepærer, er et vigtigt element i bestræbelserne på at nedbringe energiforbruget og bekæmpe klimaproblemerne. Også i lyset af bestræbelserne på at indgå en ny global klimaaftale i København i 2009 er det vigtigt, at der ikke på det globale marked er barrierer for anvendelsen af energieffektive produkter.

Den konkrete sag om straftold på elsparepærer er en sag om antidumping, som hører under økonomi- og erhvervsministerens ansvarsområde. Jeg skal derfor henvise til økonomi- og erhvervsministerens svar af 16. maj 2008 på spørgsmål 1511 stillet af Morten Messerschmidt den 8. maj 2008, hvori ministeren har redegjort for regeringens synspunkter på straftolden, og hvor det også fremgår, at Danmark stemte imod en forlængelse af straftolden på kinesiske elsparepærer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard