Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             22. maj 2008

J nr.              

Energipolitisk Udvalg har i brev af 7. maj 2008 stillet mig følgende spørgsmål 185 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 185:

 

"Ministeren bedes kommentere Greenpeace-rapporten "Falske forhåbninger - derfor redder CO2-lagring ikke klimaet" samt oplyse, om denne rapport påvirker den danske regerings holdning til CO2-lagring?"

Svar:

 

Efter at have set på rapporten fra Greenpeace kan jeg konkludere, at rapporten overordnet set ikke bibringer nye oplysninger, og derfor har rapporten ikke ført til nogen holdningsændring hos regeringen.

 

Vedvarende energi og energieffektivisering er uden tvivl de mest bæredygtige løsninger for at afbøde klimaændringerne, og det er korrekt, at CCS (CO2-lagring) ikke kan levere nævneværdige reduktioner i CO2-udslippet på kort sigt, eftersom teknologien endnu ikke har været demonstreret i fuld skala. Herudover er der på nuværende tidspunkt tale om en meget dyr og energikrævende teknologi.

 

Det er imidlertid regeringens holdning, at man ikke på forhånd skal afskære sig fra at benytte CCS, da det kan være en interessant teknologi på mellemlang sigt, hvor det globalt set kan vise sig overordentlig vanskeligt med anvendelsen af vedvarende energi og energieffektivisering alene at opnå så store reduktioner i CO2-udledningerne, som der er behov for med henblik på at afbøde klimaændringerne.

 

At se CCS som eneste svar på klimaproblemerne er selvfølgelig hverken realistisk eller ønskeligt, og det er vigtigt at holde fast i, at der ikke er nogen enkelt teknologi, som alene kan afbøde klimaændringerne. Vi får altså brug for at anvende alle tilgængelige teknologier, herunder vedvarende energi, energieffektivisering og muligvis også CCS.

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard