RenoSam

Vesterbrogade 24, 2. tv.

1620 København V

 

Att.: Vagn Larsen og Jacob H. Simonsen

Dato             10. december 2007

J. nr.            

Deres ref.

  

 

 

RenoSams pressemeddelelse ”Regeringen går den forkerte vej”

RenoSams udsendte den 23. november 2007 pressemeddelelsen ”Regeringen går den forkerte vej”, hvor RenoSam vurderer, at regeringens oplæg om afbrænding af større mængder affald på de kulfyrede kraftværker er både samfundsøkonomisk og miljømæssigt en meget dårlig løsning.

Jeg er opmærksom på, at RenoSam i oktober måned henvendte sig til daværende transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen, vedrørende ovennævnte problemstilling. Henvendelsen blev underbygget af et notat udarbejdet af Rambøll.

Jeg går ud fra, at pressemeddelelsens bekymringer bygger på de samme ekspertberegninger. Jeg deler imidlertid ikke jeres bekymring.

Vi står i en situation, hvor de eksisterende affaldsforbrændingsanlæg ikke længere kan følge med de stigende affaldsmængder. Der er derfor behov for at skaffe ny forbrændingskapacitet, som kan udnytte affaldets energiindhold effektivt.  Det kan kraftværkerne, hvor affaldet direkte går ind og erstatter kul, og derfor mener jeg også, at kraftværkerne skal have mulighed for at afbrænde affald.

Rambølls notat bygger på en række forudsætninger, som ikke er en del af regeringens udspil. Det er således ikke tanken, at affald skal ”omklassificeres” til biomasse. Kraftværker, der afbrænder affald skal naturligvis godkendes som affaldsforbrændingsanlæg og leve op til miljøkrav på lige fod med de konventionelle affaldsforbrændingsanlæg.

Det har heller ikke været tanken, at kraftværkerne kan slippe for at svare affaldsafgift og affaldsvarmeafgift. Desuden skal kraftværkernes elproduktion på basis af affald ikke kunne opnå økonomisk støtte gennem elproduktionstilskud eller pristillæg, som antaget af Rambøll.

Naturligvis er miljøet vigtigt i denne sammenhæng. Den samlede miljøbelastning ved afbrænding af affald på kraftværkerne i forhold til afbrænding på konventionelle forbrændingsanlæg skulle nødigt stige. Jeg er enig med jer i, at dette forhold skal undersøges nærmere, og jeg takker for jeres tilbud om at medvirke til en sådan undersøgelse.  Der er imidlertid allerede påbegyndt en sådan undersøgelse af Affalddanmark med deltagelse af såvel Miljøstyrelsen som Energistyrelsen. Jeg forventer, at resultatet af undersøgelsen vil foreligge i begyndelsen af 2008.

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard