Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             21. maj 2008

J nr.  

Energipolitisk Udvalg har i brev af 23. april 2008 stillet mig følgende spørgsmål 153 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 153:

 

" Vil ministeren præcisere konsekvenserne af et scenario, hvor det overordnede transmissionsnet ikke udbygges, og hvor der ikke gennemføres andre tiltag?"

 

Svar:

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for Energinet.dk, der oplyser følgende, hvortil jeg henholder mig:

 

” I elinfrastrukturrapporten beskrives et udbygningsprincip F, hvor det overordnede transmissionsnet og udvekslingsforbindelser til nabo-områderne ikke udbygges. I stedet søges udnyttelsen af det eksisterende eltransmissionsnet maksimeret ved fx opgradering af eksisterende forbindelsers kapacitet med højtemperaturledere og anvendelse af systemværn til automatisk nedregulering af produktion og udveksling til nabolande for at sikre mod systemnedbrud.

 

Analyser med øgede mængder af vindkraft uden samtidig forstærkning af det overordnede transmissionsnet og udbygning af udvekslingskapacitet til naboområderne viser overbelastninger i det indenlandske net, behov for øgede reserver af hensyn til forsyningssikkerheden og et betydeligt kritisk eloverløb (overskydende elproduktion, der hverken kan udnyttes i området eller eksporteres).

 

I et scenario, hvor udvekslingsforbindelserne til nabo-områder ikke udbygges, må det kritiske eloverløb fjernes med en række indenlandske virkemidler, som samtidig kan have en aflastende effekt på belastningen af elnettet. Det drejer sig blandt andet om regulering af produktionen fra vindmøllerne, strategisk placering af havmølleparker, nyttiggørelse af el til varmeproduktion (varmepumper osv.), elbiler og brint til transport samt fleksibelt elforbrug i øvrigt. Virkemidlerne er nærmere beskrevet i Systemplan 2007, og deres mulige værdi for elsystemet vil blive kvantificeret i løbet af 2008.

 

Med en politisk målsætning om en meget stor andel vindkraft vil det for landet være økonomisk attraktivt at satse på både indenlandske virkemidler og det internationale elmarked til at balancere elsystemet. Derved kan værdien af den fluktuerende vindkraftproduktion maksimeres. En ensidig satsning på indenlandske virkemidler er ikke i overensstemmelse med et effektivt internationalt elmarked og vil alt andet lige føre til højere omkostninger.”

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Connie Hedegaard