Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             19. maj 2008

J nr.              

Energipolitisk Udvalg har i brev af 21. april 2008 stillet mig følgende spørgsmål 149 alm. del, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 149:

 

"Hvad kan ministeren oplyse om eventuelle andre vindmølleprojekter, der i lang tid har måttet afvente sagsbehandling i Energistyrelsen?  "

Svar:

 

Der er og har været en række sager om havvindmøller til behandling i Energistyrelsen.

Med hensyn til sager om forsøgshavvindmøller, hvor Energistyrelsen efter de nye regler (§ 14, stk. 2, i elforsyningsloven) umiddelbart kan behandle ansøgningen, er følgende sager under behandling: NearshoreLAB har søgt om et havvindmølleprojekt ved Frederikshavn og DONG Energy har søgt om et havvindmølleprojekt ved Avedøre.

Den seneste ansøgning om forundersøgelsestilladelse til projektet i Frederikshavn blev modtaget 7. marts 2007 og sendt i forberedende myndighedshøring (stjernehøring) den 28. marts 2007. Energistyrelsen meddelte på baggrund heraf tilladelse til forundersøgelser den 6. juni 2007.

DONGs ansøgning om forundersøgelsestilladelse ved Avedøre Holme blev modtaget 12. december 2007 og sendt i stjernehøring den 4. januar 2008. Den 8. februar 2008 meddelte Energistyrelsen tilladelse til forundersøgelser.

Med hensyn til behandling af ansøgninger om forundersøgelsestilladelse til kommercielle havvindmølleprojekter har Energistyrelsen modtaget en ansøgning den 26. august 2006 fra Danish Offshore Wind a/s på Kriegers Flak.  Det er aftalt med selskabet, at sagen ikke fremmes, før der er taget stilling til, hvor det kommende havvindmølleudbud om etablering af 400 MW skal finde sted.  Hertil kommer, at DONG den 25. marts 2008 har genfremsendt en ansøgning fra 2003 om etablering af havvindmøller ved Kriegers Flak. Sagen var stillet i bero efter aftale med DONG. 

Endvidere er der den 16. april 2008 modtaget en kommerciel ansøgning fra Sund og Bælt om etablering af havvindmøller ved Sprogø.  Ansøgning er sendt i stjernehøring den 24. april 2008.  Tilladelsen forventes i påkommende tilfælde at blive givet efter vedtagelsen af L 108.

Endelig har der gennem årene været en række henvendelser/interessetilkendegivelser om forskellige havvindmølleprojekter, uden at henvendelserne har kunnet betragtes som egentlige ansøgninger.

Energistyrelsen forventer, at enklere regler for godkendelse af havvindmølleprojekter som foreslået i L108 vil bringe sagsbehandlingstiden væsentligt ned.

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                            Â