Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

 

Dato 16. januar 2008

J.nr.

Ref.

 

 

 

 

 

Folketingets Energipolitiske Udvalg har den 4. december 2007 stillet følgende spørgsmål, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 13:

”Hvad agter ministeren at foretage sig i forbindelse med, at DONG opkræver meget høje faste afgifter af elforbrugerne i København?”

 

Svar:

Det er Energitilsynet, der fører tilsyn med elnetselskabernes tariffer, herunder kontrollerer om selskaberne overholder bestemmelserne i den regulering af selskabernes indtægter, der følger af elforsyningslovens bestemmelser om indtægtsrammeregulering.

 

Energitilsynet oplyser, at DONG Energy City Elnet A/S den 1. juli 2006 har hævet den faste afgift for almindelige elforbrugere i København fra 120 kr./år til 648 kr./år (begge beløb ekskl. moms). Pr. 1. januar 2007 udgjorde den landsgennemsnitlige faste afgift ca. 570 kr. ekskl. moms.

 

Et elnetselskabs indtægter er frosset realt fast på niveauet fra 1. januar 2004. Et elnetselskab kan imidlertid godt foretage rimelige ændringer i priserne – blot den samlede indtægtsramme ikke overskrides.

 

Energitilsynet har bedt DONG Energy City Elnet A/S om at fremlægge yderligere dokumentation om forskellige poster i det reguleringsregnskab, som ligger til grund for indtægtsrammen.

 

Efter det fra DONG Energy City Elnet A/S oplyste, har det imidlertid været forbundet med vanskeligheder at fremskaffe de ønskede oplysninger. Efter det oplyste hænger dette bl.a. sammen med, at DONG Energy City Elnet A/S med virkning fra 1. januar 2005 har overtaget elnetselskabet fra det tidligere Københavns Energi.

 

 

 

 

 

DONG Energi City Elnet A/S har foranlediget, at Energitilsynet den 22. november 2007 har modtaget kopier af bl.a. regnskabsbilag vedr. regnskabsåret 2004. Tilsynet har på denne baggrund den 7. december 2007 anmodet om yderligere oplysninger – herunder kopier af forskellige regnskabsbilag.

 

Med hensyn til varsling af tarifforhøjelser, er det ved at blive undersøgt, om det er nødvendigt med en lovændring for at sikre forbrugerne mod uvarslede væsentlige stigninger i nettariffen.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard