|
|
|
|
Dato            15.05.08 J nr.             |
|
Klima- og energiministerens svar på spørgsmål 123, alm. del, stillet af Energipolitisk Udvalg ved brev af 9. april 2008.
Hvilke konsekvenser har den omfattende kritik af de fleksible mekanismer haft for Danmarks køb af kreditter og for informationsindsatsen i forhold til erhvervslivet, herunder hvorledes vil man fra regeringens side arbejde for at øge sikkerheden for, at de CDM-projekter, som Danmark investerer i, faktisk har den nødvendige ekstra effekt for reduktion af drivhusgasser, som modsvarer, at Danmark ved investering i CDM projekter undlader reduktion af udledningen af drivhusgasser i Danmark?
Danske såvel som internationale erfaringer, analyser, kritik og ros inddrages kontinuerligt i det statslige indkøbsprogram og i den statslige rådgivning til erhvervslivet. Alle JI/CDM-projekter under det statslige program gennemgår allerede uvildige undersøgelser for at sikre, at de leverer reelle og målbare reduktioner i de globale drivhusgasudledninger. I Danmark godkendes kun brug af CO2-kreditter fra CDM-projekter, som er analyseret af uafhængige eksperter og som efterlever FNs kvalitets- og dokumentationskrav vedrørende, at CO2-reduktionen er additionel, og at aktiviteten bidrager til miljømæssig og social bæredygtig udvikling. FN har intensiveret indsatsen for at sikre troværdigheden og effektiviteten af JI/CDM-systemet i forhold til vurdering af projekters additionalitet. Dette vil yderligere styrke den danske JI/CDM-indsats. Endelig skal man ikke glemme, at klimaeffekten af at investere i CO2-reducerende projekter i udlandet som hovedregel er betydelig højere end effekten af den samme investering i Danmark, fordi Danmark allerede er nået langt med energieffektiviseringer sammenlignet med andre lande. Klimakreditter er derfor, inden for de fastsatte lofter, et godt supplement til den hjemlige indsats.