Dato             15.05.08 J nr.             Â

Klima- og energiministerens svar på spørgsmål 122, alm. del, stillet af Energipolitisk Udvalg ved brev af 9. april 2008.

 

Spørgsmål 122:

 

Rapporter og medier har gennem det seneste års tid sat spørgsmålstegn ved, om projekter gennemført under Kyotoprotokollens fleksible mekanismer reelt fungerer efter hensigten, herunder om projekterne er additionelle, fører til egentlig teknologioverførsel og bidrager til fattigdomsreduktion. Hvilke rapporter har ministeren kendskab til, hvad er hovedkritikken i disse rapporter, og hvad er ministerens vurdering af denne kritik?

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Energistyrelsen, som oplyser følgende:

 

”Der udkommer løbende en utrolig stor mængde internationalt materiale om Kyotoprotokollens fleksible mekanismer. I denne besvarelse vil jeg fokusere på tre danske NGO-rapporter fra henholdsvis 92-gruppen, Verdensnaturfonden og Greenpeace - tre NGOer, som er fremkommet med kritik i de sidste par år af både JI og CDM mekanismernes klimavirkninger.

 

I oktober 2005 fremkom 92-gruppen med en meget foreløbig analyse af danske JI og CDM projekter. Hovedkritikken gik på, at Danmark ikke havde en strategi for klimaarbejdet, der var mangel på transparens i klimaarbejdet, og projekterne manglede bæredygtighed og fattigdomsorientering. Analysen var baseret på en gennemgang af et antal projekter, der alle befandt sig på et meget foreløbigt stadie i den lange proces, der leder til godkendelse i den internationale CDM-bestyrelse. Udenrigsministeriet (CDM) og Miljøministeriet (JI) konkluderede, at man ikke ud fra materialet kunne trække de meget håndfaste konklusioner, som 92-gruppen drog.

 

Verdensnaturfonden (WWF) udgav i november 2007 en rapport med titlen “Is the CDM fulfilling its environmental and sustainable development objective? An evaluation of the CDM and options for improvement”. Kritikken vedrører især om CDM projekter er miljømæssige ”additionelle” og om de fører til bæredygtig udvikling i u-landene. Den generelle påstand i rapporten er, at CDM-projekter der er meget additionelle har positiv virkning på miljøet, men bidrager derimod mindre til bæredygtigudvikling. Omvendt gælder det, at projekter der bidrager mere til bæredygtig udvikling også i mindre omfang bidrager med stor positiv indvirkning på miljøet. Derudover påpeger rapporten, at hvis problemerne med additionalitet og bæredygtig udvikling løses vil CDM fortsat være en meget væsentlig mekanisme i forhold til at bekæmpe de globale klimaændringer.

 

Senest er udkommet en rapport fra Greenpeace med titlen ”CDM uden bæredygtighed – et HFC23-projekt i Kina med dansk deltagelse” fra marts 2008. Rapporten er en gennemgang af et stort CDM-projekt i Kina som både er identificeret og administreret af Verdensbanken. Danmark indgår i projektet gennem den danske carbon fond på lige fod med andre fonde der også administreres af Verdensbanken. Som titlen indikerer, går kritikken på, at projektet ikke er bæredygtigt.

 

Projektet er et industrigasprojekt med en stor mængde emissioner, idet HFC-23 er 11.700 gange så aggressivt som CO2. Ved at ændre teknologien i produktionsprocessen kan man relativt billigt udlede færre emissioner. Projektet er verdens første og største CDM-projekt og projektet bidrog i høj grad til igangsættelse af CDM-markedet. Bæredygtigheden af projektet er dog begrænset, hvilket lå til grund for at Verdensbanken indgik en aftale med kineserne om, at 65% af indtægterne fra salget af projektkreditterne skulle tilgå en udviklingsfond til fremme af bæredygtig udvikling i forbindelse med nye vedvarende energi projekter i Kina. I tilfældet med HFC-23 kan CDM give et uhensigtsmæssige incitament til at bygge nye kølemiddelfabrikker, der udleder flere industrigasser. Derfor vil FN ikke godkende HFC-23 projekter fra ny produktion, det støtter den danske regering, og Danmark arbejder sammen med andre EU lande for, at dette heller ikke bliver muligt i fremtiden.  Endelig har staten ikke planer om at købe flere kreditter fra HFC-23 projekter.

 

Det er Energistyrelsens vurdering, at Danmark har med udgivelsen af den statslige JI- og CDM-strategi i april 2007 (jf. i øvrigt besvarelse af spm. 125) har taget højde for størstedelen af den kritik der dels fremkom i 2005 og dels igen er blevet debatteret i pressen senest i marts-april 2008. Det vedrører projekternes bæredygtighed og fattigdomsorientering og kritikken om åbenhed i forvaltningen. Herudover har Energistyrelsen taget initiativ til et seminar med de danske NGO’er i maj måned med henblik på en tættere dialog omkring JI/CDM generelt og de danske projekter i særdeleshed.

 

Internationalt har additionaliteten af CDM været et tilbagevendende diskussionsemne de sidste mange år, og med over 1000 registrerede CDM projekter, vil jeg ikke udelukke, at der er enkelte projekter, som ville være blevet til uden CDM. Derfor diskuteres bl.a. additionaliteten løbende på de årlige internationale møder mellem Kyoto-protokollens parter.

 

Det har medført, at CDM-bestyrelsen, der administrerer beslutningerne fra disse møder, de sidste par år dels er blevet ressourcemæssigt kraftigt styrket i forhold til at kunne evaluere alle de indkomne projekter inden godkendelse af projekterne, dels er blevet bedre til at udarbejdet vejledninger til projektejerne og de uafhængige validatorer for at sætte disse i stand til bedre at vurdere projekternes reelle additionalitet.

 

Det har også medført, at de internationale klimaforhandlinger fokuserer på, om CDM-kreditter kan omlægges fra at være fokuseret på enkeltprojekter til at være fokuseret på f.eks. programmer for et område eller en sektor, for at undgå, at give udviklingslandenes regeringer incitament til at holde igen med klimavenlige projekter, indtil CDM finansiering dukker op”.