Dato             15.05.08

J nr.              

Klima- og energiministerens svar på spørgsmål 119, alm. del, stillet af Energipolitisk Udvalg ved brev af 9. april 2008.

 

Spørgsmål 119:

 

Hvordan vurderer ministeren muligheden for, at Danmark – set i lyset af, at det danske korrigerede energiforbrug nu for femte år i træk er steget – kan opfylde sine Kyotoforpligtelser til reduktion af udledning af drivhusgasser uden at overskride det tilladte loft for anvendelse af CDM og JI?

 

Svar:

 

Danmarks energiforbrug er steget i de sidste 5 år, men det er ikke uforeneligt med Danmarks forpligtelser efter Kyotoprotokollen, som først gælder fra 2008-2012.  Skulle udviklingstendensen de senere år fortsætte i 2008-2012 vil udviklingen fortsat ligge inden for, hvad der er forventet i forudsætningerne for den danske nationale allokeringsplan.

 

Hvordan Danmark vil leve op til sine Kyotoforpligtelser fremgår af den danske nationale kvoteallokeringsplan, som blev godkendt af EU Kommissionen i august 2007. Der er siden indgået en energiaftale, som sikrer gennemførslen af en række nye initiativer i de ikke-kvotebelagte sektorer, der bidrager til at Danmark kan nå sit klimamål i 2008-12, herunder tilskud til varmepumper, bedre afregningsforhold for biogasanlæg, afgiftsrationalisering samt opfyldelse af EU’s biobrændstofmålsætning. Selv hvis Danmark mod forventning ikke får kompensation for basisårssagen, vurderes staten pt. ikke at få behov for at udnytte det tilladte loft for anvendelse af CDM og JI.