|
|
|
Folketingets Energipolitiske Udvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato 2. april 2008Â Â Â Â J nr. Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â |
|
Energipolitisk Udvalg har i brev af 27. marts 2008 stillet mig følgende spørgsmål 112 alm. del, som jeg hermed skal besvare.
"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27. marts 2008 fra Dronninglund fjernvarme, jf. EPU alm. del bilag - 145."
Henvendelsen fra Dronninglund Fjernvarme beskriver visioner og muligheder for udviklingen af fjernvarmeforsyningen gennem etablering af et stort solvarmeanlæg i kombination med en varmepumpe. Det er grundlæggende positivt, at fjernvarmeselskaber søger at fremme en miljøvenlig fjernvarmeforsyning og det er helt i overensstemmelse med varmeforsyningsloven, hvis formål er at fremme den mest samfundsøkonomiske og miljømæssigt bedste kollektive varmeforsyning.
Solvarme kan med de gældende regler anvendes i fjernvarmeforsyningen og kommunerne, som er den ansvarlige myndighed for godkendelse af projekter, kan godkende nye solvarmeanlæg i varmeforsyningen, hvis projektet blandt andet kan fremvise en fordelagtig samfundsøkonomi. Da solvarme ikke betragtes som et brændsel, vil etablering af et solvarmeanlæg ikke komme i strid med de gældende regler om begrænsninger i brændselsvalg for de decentrale naturgasfyrede kraftvarmeværker. Â
Som det fremgår af henvendelsen fra Dronninglund Fjernvarme, er det vanskeligt på forhånd at vurdere, hvordan samfundsøkonomien i projektet falder ud. I særlige tilfælde kan der gives dispensation til at gennemføre projektforslag, der for eksempel ikke lever op til de samfundsøkonomiske kriterier. Det vil primært være i forbindelse med et udviklings- eller demonstrationsprojekt.
I forhold til muligheden for at opnå tilskud, er det min vurdering, at det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) principielt har mulighed for at støtte projekter af den beskrevne karakter, men det må i sagens natur bero på en konkret ansøgning og vurdering.
I forhold til spørgsmålet om rammebetingelser for anvendelse af varmepumper, fremgår det af den netop indgåede energipolitiske aftale af 21. februar 2008, at regeringen senest 1. januar 2009 fremlægger et oplæg om anvendelsen af varmepumper i fjernvarmesystemet med henblik på at effektivisere energiforsyningen.
Connie Hedegaard