DET TALTE ORD GÆLDER

 

Samrådsspørgsmål E:

 

Idet der henvises til den sag, der blev omtalt i TV 2 Nord den 31. marts 2008 vedr. en familie i Jammerbugt Kommune, der bor i en bolig, der er angrebet af skimmelsvamp, og hvor familien har forsøgt at få hjælp til at finde en anden bolig, bedes ministeren redegøre for sagen og oplyse:

 

-          om det er ministerens vurdering, at en sag som denne kunne have været forhindret, hvis forslagene i B 152  fra folketingsÃ¥ret 2006-07 havde været gennemført

 

-          om ministeren finder kommunens manglende eller mangelfulde indgriben tilfredsstillende

 

-          hvilke tiltag ministeren vil iværksætte for at forsøge at undgÃ¥ lignende sager i fremtiden.

 

Svar:

 

Velfærdsministeriet har ikke på forhånd kendskab til den konkrete sag og har derfor bedt Jammerbugt Kommune om en udtalelse.

 

Jammerbugt Kommune har med brev af 16. april afgivet en redegørelse for den konkrete sag, hvoraf det fremgår at:

 

Jammerbugt Kommune kommunen er gennem TV 2 Nord informeret om, at barnet ifølge obduktionen døde af meningitis.

 

Kommunens Børne- Familieafdeling har løbende over en længerevarende periode besøgt familien i forbindelse med forskellige ydelser for at aflaste moderen - senest den 28. februar 2008, hvor moderen omtaler mulig skimmelsvamp.

 

Ultimo marts ansøger familien blandt flere ting om hjælp til flytning, som enkeltudgift i Socialafdelingen. Ansøgningen afslås begrundet i den økonomiske beregning.

 

På baggrund af den samlede sociale situation genhuser Børne- Familieafdelingen primo april 2008 familien på Sømandshjemmet i Aalborg, indtil en ledig bolig i almennyttigt boligbyggeri er til rådighed den 15. april 2008.

 

Familien hjælpes med indskud til bolig, også selv om der i forvejen skyldes på to tidligere boligindskudslån.

 

Med hensyn til mistanken om skimmelsvamp har kommunen kontaktet ejendommens ejer den 10. april 2008. Det var ikke muligt at komme ind i boligen med henblik på en afklaring af den mulige skimmelsvamp, men ejeren er positiv overfor, at denne afklaring finder sted.

 

På baggrund af den verserende sag har kommunen beskrevet en fremtidig procedure for håndtering af denne type sager i kommunen.

  

Til spørgsmålet om, hvorvidt en sag som denne kunne have været forhindret, hvis forslagene i B 152 fra folketingsåret 2006 - 07 havde været gennemført, må jeg – ud fra det oplyste i kommunens redegørelse - sige, at gennemførelsen af disse forslag ikke ville have gjort nogen forskel.

 

Det vil jeg gerne uddybe.

 

I den konkrete sag nævner beboeren mistanke om skimmelsvamp over for kommunen. Mere præcist over for kommunens familieafdeling og ikke teknisk forvaltning, som normalt behandler sager om skimmelsvamp.

 

Efter den gældende byfornyelseslov har kommunalbestyrelsen pligt til at reagere, når kommunen får en henvendelse eller på anden vis bliver opmærksom på, at der er fugt og skimmelsvamp i en ejendom eller at der er mistanke herom.

 

Kommunalbestyrelsen har pligt til at undersøge, om der er tale om forhold, der er sundhedsfarlige for personer, der opholder sig i ejendommen. Loven foreskriver ikke, hvordan undersøgelsen skal gennemføres. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning herom ud fra en konkret vurdering. Der kan være tale om besigtigelse, tekniske undersøgelser, herunder med deltagelse af særlig faglig ekspertise o. lign.

 

Når resultatet af undersøgelsen foreligger, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om benyttelsen af hele bygningen eller en del af denne er forbundet med sundhedsfare. Hvis der konstateres sundhedsfarlige forhold, skal kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at lokaliteterne benyttes til beboelse eller ophold for mennesker (kondemnering). Konsekvensen af et forbud mod beboelse er, at beboerne skal fraflytte de sundhedsfarlige lokaliteter.

 

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en frist for fraflytning. Fristen skal fastsættes i forhold til den risiko, der er ved fortsat at bebo lokaliteterne. I tilfælde af nærliggende sundhedsfare kan det være nødvendigt umiddelbart at kondemnere.

 

Kommunen har pligt til at genhuse husstanden, når der er nedlagt forbud mod beboelse. 

 

I B 152 fra folketingsåret 2006-07 blev det foreslået, at kommunalbestyrelsen, såfremt den modtager en henvendelse om en usund lejebolig, f.eks. som følge af skimmelsvamp, straks skulle rekvirere en uafhængig teknisk analyse med henblik på at afklare, om boligen er usund. Hvis rapporten viser, at der er skimmelsvamp eller lignende i boligen, skulle kommunalbestyrelsen kontakte embedslægen med henblik på hans vurdering af, om boligen skulle erklæres uegnet til beboelse. Blev boligen erklæret uegnet til beboelse, skulle kommunen stille en midlertidig bolig, hotel el.lign. til rådighed.

 

Det er min opfattelse, at de gældende regler i byfornyelsesloven og forslaget i B152, for så vidt angår kommunalbestyrelsens pligt til at reagere på henvendelse om f.eks. skimmelsvamp, er ens. Kommunalbestyrelsen skal nemlig i begge tilfælde reagere straks, hvis situationen kræver det.

 

Vedrørende kommunalbestyrelsens undersøgelse af sundhedsfaren adskiller forslaget i B 152 sig fra den gældende lovgivning, idet der foreslås en obligatorisk procedure, således at der altid skal gennemføres en uvildig teknisk undersøgelse, hvorefter embedslægen skal vurdere, om boligen skal erklæres usund.

 

De gældende regler i byfornyelsesloven lader kommunalbestyrelsen afgøre den mest hensigtsmæssige undersøgelsesmetode i den konkrete sag.

 

I den aktuelle sag er det spørgsmålet om kommunalbestyrelsens pligt til at reagere på mistanken om skimmelsvamp, der er relevant.

 

Ifølge kommunens redegørelse var det kommunens familieafdeling, der var involveret i sagen, og blev gjort bekendt med mistanken om skimmelsvamp. Afdelingen var tilsyneladende ikke bekendt med de pligter, der påhviler kommunalbestyrelsen efter byfornyelseslovens kondemneringsbestemmelser, hvorefter kommunalbestyrelsen skal foretage en undersøgelse, når kommunen får en henvendelse om mulige sundhedsfarlige forhold.

 

Vedtagelse af B 152 ville ikke have ændret på dette forhold, og lejerne ville således ikke være blevet stillet anderledes, selvom B 152 var blevet vedtaget.

 

Jeg har med glæde noteret mig, at Jammerbugt Kommune allerede har indført nye procedurer for håndtering af sager om mulige sundhedsfarlige forhold. Kommunen har således taget skridt til at sikre, at fremtidige meldinger til kommunen om sundhedsfarlige forhold bliver håndteret i overensstemmelse med de gældende regler i byfornyelsesloven.

 

Det er min helt klare opfattelse, at de regler, vi allerede har i byfornyelsesloven om kommunernes pligt til at reagere over for sundheds- og brandfarlige bygninger, sammen med de foreslåede ændringer, der følger af i L110, er tilstrækkelige til at sikre, at beboere flyttes fra boliger med sådanne problemer. 

 

Men, det står også klart for mig, på baggrund af ikke blot den aktuelle sag, men også andre konkrete sager beskrevet i pressen, henvendelser til Velfærdsministeriet, undersøgelser m.v., at kommunerne ikke alle er bekendt med de pligter, de har i forbindelse med disse alvorlige sager. Det betyder, at kommunerne ikke altid reagerer så hurtigt og effektivt, som de bør, når der er tale om nærliggende sundhedsfare.

 

Jeg har derfor planlagt en bred informationsindsats over for kommuner, ejere og lejere om deres pligter og rettigheder i situationer, hvor der opstår mistanke om eller konstateres fugt og skimmelsvamp i boliger. Informationsindsatsen vil blive gennemført i tilknytning til vedtagelsen af L110.

 

Jeg kan endelig nævne, at L110 omfatter indførelse af en række nye byfornyelsesinstrumenter, som har det hovedformål at forbedre kommunernes muligheder for at gribe ind over for de allerdårligste boliger, herunder boliger ramt af skimmelsvamp.

 

Særligt i relation til kommunalbestyrelsens undersøgelsespligt kan nævnes, at kommunerne efter forslaget får adgang til at foretage nødvendige indgreb i bygningens konstruktioner med henblik på at konstatere, om der foreligger sundhedsfare. Bestemmelsen vil bl.a. kunne være med til at forkorte undersøgelsesperioden til gavn for beboerne.  

 

Det er min opfattelse, at kommunalbestyrelsen på grundlag af de eksistrende regler suppleret med de nye instrumenter i L110 har gode muligheder for at løse opgaverne vedrørende skimmelsvamp.