ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

13. marts 2008

 

Besvarelse af spørgsmål 61 alm. del stillet af Boligudvalget den 18. februar 2008.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 61:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 20. december 2007 fra BUPL vedrørende ændringer i bygningsreglementet, jf. BOU alm. del - bilag 10.

 

Svar:

Der er i regeringens kvalitetsstrategi afsat i alt 50 mia. kr. til en kvalitetsfond i perioden 2009-2018. Den ene halvdel vil gå til investeringer i sundhedsvæsenet, mens den anden halvdel bl.a. vil blive prioriteret til bedre fysiske rammer på kommuneområdet. I regeringsgrundlaget er angivet: ”Børn skal have bedre fysiske rammer i nye og renoverede daginstitutioner – både ude og inde. Regeringen vil i samarbejde med KL og med udgangspunkt i et udredningsarbejde komme med forslag til, hvordan kvalitetsfonden bedst kan understøtte en målsætning om mere tidssvarende og bedre fysiske rammer i daginstitutionerne. Kvalitetsfonden skal blandt andet sikre, at køkkener i nye og renoverede institutioner er indrettet sådan, at der kan laves sund mad til alle børn.”

 

Regeringen er enig i, at en forbedring af de fysiske rammer i daginstitutioner kan medvirke til at forbedre indeklimaet, nedsætte sygeligheden blandt børn og ansatte, samt give større pædagogiske muligheder og mangfoldighed.

 

For at sikre, at vi får mest mulig kvalitet for pengene i kvalitetsfonden, vil regeringen påbegynde et udredningsarbejde, der skal komme med forslag til, hvordan kvalitetsfonden bedst kan understøtte en målsætning om mere tidssvarende og bedre fysiske rammer i daginstitutionerne. Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt for mig konkret at vurdere BUPL’s forslag, idet jeg vil afvente resultaterne af det udredningsarbejde, som regeringen igangsætter i samarbejde med KL.

 

De nuværende arealkrav i bygningsreglementet blev indført i 1995 for at nedbringe sygdomstilfælde blandt de mindre børn efter anbefaling fra Det Sundhedspolitiske Udvalg.

 

Gennem det kommende udredningsarbejde er det muligt at kvalificere, hvordan der bedst sikres gode rammer for børn i daginstitutioner.

 

Regeringen har løbende prioriteret midler til bedre kvalitet i dagtilbud, og i de seneste år er der blandt andet givet midler til bedre kvalitet i dagtilbud, fx til fremme af naturbørnehaver, børnemiljøvurderinger i alle dagtilbud og til bedre legepladssikkerhed. Der er i det nye bygningsreglement, der trådte i kraft den 1. februar 2008, indført et kvalitetsløft af lydkravene, der for ansatte og børn i institutioner medfører, at de ikke vil opleve utilfredsstillende lydforhold, som betyder en ekstra belastning af hørelse, stemme og velbefindende i dagligdagen. Og for børnenes vedkommende fjerner en række risici med hensyn til udvikling, herunder sproglig udvikling på grund af et til tider højt støjniveau.

 

Og endelig kan nævnes, at i aftalerne om finansloven for 2008 er regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance enige om, at alle børn i daginstitutioner senest den 1. januar 2010 skal have et sundt måltid mad som en del af kerneydelsen i daginstitutioner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk