Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

MPK/ J.nr. 2007-6608

Folketingets Boligudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 21. februar 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Boligudvalgs brev af 25. januar 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 17 (BOU Alm. del).

 

­

 

Spørgsmål nr. 17:

 

”Ministeren bedes redegøre for det overordnede formål med Grundejernes Investeringsfond og oplyse, hvilke overordnede regler, der gælder for indbetaling til og udbetaling fra Grundejernes Investeringsfond, herunder hvilke ændringer der er sket heri siden 2001, og hvilke større konsekvenser det har/har haft for indbetalerne. Ministeren bedes desuden oplyse, om det er korrekt, at diverse lejerforeninger modtager tilskud fra Grundejernes Investeringsfond og i givet fald redegøre for formålet med dette.”

 

 

Svar:

 

Grundejernes Investeringsfond løser en række lovopgaver med det formål at sikre bedre boliger. Fonden administrerer penge til vedligeholdelse af private udlejningsboliger, yder billige lån og støtter innovative udviklingsprojekter.

 

Grundejernes Investeringsfond blev oprettet som et led i boligforliget fra 1966. Formålet med fonden var, at den skulle administrere den del af de såkaldte ”normaliseringsforhøjelser”, som i en periode skulle bindes i fonden og herefter udbetales over en årrække.

 

I 1981 og 1983 blev der indført regler om, at ejere af udlejningsejendomme i regulerede kommuner skal indbetale en del af det beløb, som skal afsættes til vedligeholdelse, til Grundejernes Investeringsfond. Samtidig blev der indført tilsvarende regler om, at ejere af udlejningsejendomme i uregulerede kommuner skal indbetale beløb til forbedringer i ejendommen. Disse beløb er samlet set af mindre betydning, og denne ordning vil derfor ikke indgå i redegørelsen. Efter gennemførelsen af disse ændringer, er en af fondens væsentligste formål at administrere de lovpligtige bindingsbeløb, herunder påse at beløbene indbetales og forestå udbetalingen. Bindingspligten gælder i dag for ejere af udlejningsejendomme opført før 1970 med flere end 6 beboelseslejligheder og omfatter ca. 160.000 boliger.

 

Gennem de seneste 10 år har Grundejernes Investeringsfond endvidere ydet tilskud på omkring 100 mio. kr. til udviklingsprojekter med det formål at skabe bedre og billigere metoder og produkter til bygningsrenovering samt at informere herom. Endelig gennemfører Grundejernes Investeringsfond en række supplerende opgaver i relation til vedligeholdelse og forbedring.

 

Efter boligreguleringslovens regler er det kun en del af den samlede afsætning til vedligeholdelse, som ejeren skal indbetale til Grundejernes Investeringsfond. Det er dog en forudsætning for at få udbetalt beløb fra fonden, at den del af afsætningen, som ejeren selv administrerer, er opbrugt. Ejeren skal derfor årligt aflægge et vedligeholdelsesregnskab for det samlede afsætningsbeløb under ét.

 

For hvert år skal der indbetales et beløb, som opgøres for den pågældende ejendom. Inden beløbet indbetales, fratrækkes en evt. negativ saldo på vedligeholdelseskontoen fra tidligere år samt de udgifter, ejeren har afholdt til vedligeholdelse i årets løb. Det overskydende beløb indbetales herefter til Grundejernes Investeringsfond.

 

Med hensyn til udbetaling fra vedligeholdelseskontoen følger det af reglerne i boligreguleringsloven, at der kan fradrages beløb, som er anvendt til ejendommens vedligeholdelse. Som udgangspunkt kan der derfor ikke fradrages beløb, som er anvendt til forbedringer. Kun i de tilfælde, hvor beboerrepræsentanterne eller et flertal af lejerne tilslutter sig, kan der fradrages beløb, som er anvendt til forbedring.

 

Der er ikke siden 2001 sket ændringer i overnævnte grundlæggende regler om indbetaling til og udbetaling fra en vedligeholdelseskonto i Grundejernes Investeringsfond.

 

Det er korrekt, at både lejer- og udlejerorganisationer modtager tilskud fra Grundejernes Investeringsfond. Denne ordning blev indført ved en lovændring i 1993 og fremgår af boligreguleringslovens § 61. Herefter kan fonden indenfor en årlig ramme på 3 mio. kr. af sin egenkapital yde tilskud til oplysning, kurser og informationsvirksomhed for ejere og lejere. Tilskuddene ydes efter nærmere retningslinier, der er fastsat af Grundejernes Investeringsfonds bestyrelse.

 

 

Karen Jespersen

 

/ Kirsten á Rogvi