Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 25. februar 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 94 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Thomas Adelskov (S).

 

 

Spørgsmål nr. 94:

”Ministeren bedes sende udvalget en redegørelse for retsstillingen for de fleksydelsesmodtagere, der har fået modregnet feriepenge i deres fleksydelse i perioden fra januar 2004 og indtil ministeren lukkede hullet i ferieloven i 2006. I besvarelsen ønskes redegjort for, i hvilket omfang fleksydelsesmodtagere er berettiget til at få tilbagebetalt deres feriepenge, på linje med efterlønsmodtagere, i hvilket omfang fleksydelseskontoret har samme udvidede vejledningsforpligtigelse som a-kasserne har haft, og om hvor mange fleksydelsesmodtagere der har fået modregnet feriepenge i perioden.”

 

 

Endeligt svar:

Fleksydelse er en efterlønslignende ordning for personer, der er visiteret til fleksjob. Ordningen blev indtil 1. januar 2007 administreret af Arbejdsdirektoratet, Fleksydelseskontoret, hvorefter administrationen blev overført til kommunerne.

 

Indtil 1. maj 2005 var der ikke fastsat regler om fradrag for ferie i fleksydelsen, og fleksydelsesmodtagere kunne indtil da både få udbetalt feriepenge og fleksydelse.

 

Med virkning fra 1. maj 2005 blev der indført regler om fradrag for ferie i fleksydelsen svarende til fradragsreglerne i efterlønsordningen. I relation til reglerne om fradrag for feriepenge, som udbetales efter blandt andet § 34 b i ferieloven, blev fleksydelsesreglerne ændret samtidig med efterlønsreglerne i april 2006 med virkning for optjeningsåret 2005.

 

Den periode, hvor fleksydelsesydelsesmodtagere har kunnet vælge mellem at holde ferie i ferieåret mod fradrag i fleksydelsen eller få feriepengene udbetalt efter ferieårets udløb uden fradrag, er således overvejende begrænset til feriepenge fra optjeningsåret 2004.

 

I modsætning til a-kasserne var Arbejdsdirektoratets Fleksydelseskontor direkte underlagt forvaltningsloven og de vejledningsforpligtelser, der følger deraf.

 

Ankestyrelsen, som var klageinstans for Arbejdsdirektoratets afgørelser om fleksydelse, traf den 4. oktober 2006 afgørelse om Arbejdsdirektoratets vejledningsforpligtelse i en sag om fradrag for feriepenge i fleksydelse. Ifølge Ankestyrelsen havde Arbejdsdirektoratet ikke en forpligtelse til af egen drift at oplyse de fleksydelsesmodtagere, der anmodede om at få deres feriepenge i ferieåret, om muligheden for at undlade at holde ferie og i stedet få feriepengene udbetalt efter ferieårets udløb uden fradrag i fleksydelsen.

 

Ankestyrelsen gav samtidig udtryk for, at Arbejdsdirektoratet kun i de tilfælde, hvor fleksydelsesmodtageren havde anmodet om vejledning om reglerne for udbetaling af feriepenge i relation til fleksydelse, havde en forpligtelse til at oplyse om muligheden for at få feriepengene udbetalt efter ferieårets udløb uden fradrag i fleksydelsen. Ankestyrelsens afgørelse er offentliggjort som principafgørelse Y-2-06.

 

Fleksydelsesmodtagere har derfor kun krav på at få tilbagebetalt fradrag i fleksydelsen i tilfælde, hvor Arbejdsdirektoratet efter anmodning fra den pågældende om vejledning om reglerne, ikke har givet korrekt eller tilstrækkelig vejledning.

 

Det er ikke muligt at angive nøjagtigt, hvor mange fleksydelsesmodtagere der har fået modregnet feriepenge i perioden. Det vil forudsætte en gennemgang af de enkelte fleksydelsessager. Da administrationen af ordningen og dermed også registeroplysningerne som nævnt er overført til kommunerne pr. 1. januar 2007, har Arbejdsdirektoratet ikke adgang til disse oplysninger.

 

Der var i perioden 1. maj 2005-30. april 2006 ca. 1.900 personer, der modtog fleksydelse, hvoraf det anslås, at ca. 250 personer har fået foretaget fradrag i fleksydelsen for udbetaling af feriepenge i ydelsesperioden.

 

I den periode, hvor Arbejdsdirektoratet administrerede ordningen, er der blevet tilbagebetalt fradrag i ca. 30 tilfælde.

 

Der foreligger ikke oplysninger om, i hvilket omfang kommunerne evt. har foretaget tilbagebetaling af fradrag.

 

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen