Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 22. februar 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 93 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lone Møller (S).

 

 

Spørgsmål nr. 93:

”Ministeren bedes kommenter henvendelse af 18. februar 2008 fra Jørgen Krogh Larsen vedrørende arbejdsløshed, jf. AMU alm. del – bilag 107.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg har svaret Jørgen Krogh Larsen følgende:

 

”Kære Jørgen Krogh Larsen

 

Tak for dit brev fra den 18. februar 2008 vedrørende dine forventninger til, hvad der sker, når man bliver ledig.

 

Du skriver, at en af dine bekendte er blevet sagt op, og I har på den baggrund oplistet en række negative forventninger til beskæftigelsesindsatsen. I vil også føre dagbog over den indsats, som den pågældende person bliver tilbudt..

 

Jeg kan godt forstå, at din bekendte oplever det at miste sit job, som et identitetstab. For langt de fleste mennesker er det at gå på arbejde en vigtig del det sociale liv og med til at definere, hvem vi er.

 

Derfor synes jeg også, at I skal fokusere på, hvordan din bekendte finder et nyt arbejde. Jeg er sikker på, at hvis I bruger ressourcerne på at undersøge, hvilke ledige job, der er, og målretter jobsøgningen til de job, så er der gode muligheder for, at din bekendte hurtigt finder et nyt arbejde.

 

Samtidig vil jeg gerne slå fast, at jobcentrenes kerneopgave ikke er at matche den enkelte ledige med en potentiel arbejdsgiver, men derimod at gøre den ledige opmærksom på, hvilke muligheder der er for jobsøgning og kortlægge eventuelle behov for opkvalificering. Det er derimod den lediges ansvar og pligt at søge ledige job, som man vil kunne varetage. Og mulighederne for at få et arbejde er som bekendt historisk gode lige nu.

 

Du skriver, at I håber jeres forventninger bliver gjort til skamme. Det tror og håber jeg naturligvis også, og med den store mangel på arbejdskraft, som vi oplever netop nu, tror jeg også, at din bekendte har de bedste muligheder for at finde et nyt arbejde.”

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen