Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 30. november 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 4 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Thomas Adelskov (S).

 

 

Spørgsmål nr. 4:

”Ministeren bedes redegøre for, i hvilket omfang medarbejdere og omkringliggende miljøer er beskyttet mod asbeststøv ved landets lossepladser, affaldsdepoter og genbrugsstationer. Herunder ønskes ministerens vurdering af om der bør foretages særlig helbredsundersøgelse af medarbejdere fra disse.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg har kontaktet Arbejdstilsynet, som oplyser følgende:

 

”Arbejdstilsynet har hørt miljøcentrene, som fører tilsyn på offentlige deponeringsanlæg (lossepladser og affaldsdepoter) om de miljømæssige forhold.

 

Miljøcentrene har blandt andet oplyst, at miljøcentrene i samarbejde med Arbejdstilsynet foretog en række tilsyn på udvalgte deponeringsanlæg i forsommeren 2007, hvor der var fokus på sluthåndteringen af asbestholdigt affald.

 

I den forbindelse er miljøcentrene blevet opmærksomme på, at de gældende miljøgodkendelser har indeholdt forskellige retningslinier og vilkår omkring håndtering af asbestaffald.

 

I et brev rundsendt til alle deponeringsanlæg og kommuner den 24. september 2007 har miljøcentrene derfor samlet op på retningslinierne for håndtering og deponering af asbest på deponeringsanlæg. Dette er sket for fremover at sikre en ensartet håndtering af asbestaffald på landets deponeringsanlæg samt en ensartet forståelse af lovgivningen på området.

 

I forbindelse med de konkrete tilsyn fandt miljøcentrene forhold omkring håndtering af asbest på enkelte deponeringsanlæg, der ikke var i overensstemmelse med anlæggenes miljøgodkendelser. Disse forhold er blevet fulgt op ved håndhævelse, bl.a. i form af indskærpelser.

 

Desuden har der vist sig behov for en generel opstramning og præcisering af praksis i forhold til de gældende vilkår, herunder specielt praksis omkring indbygning af asbestaffaldet i deponeringsanlægget, så nødvendige arbejdsmiljøpåbud kan overholdes inden for lovlige vilkår efter Miljøbeskyttelsesloven. Dette vil blive fulgt op i samarbejde med kommunerne, der er godkendelsesmyndighed efter Miljøbeskyttelsesloven, og ved de revurderinger af gældende vilkår, der udføres af miljøcentrene som tilsynsmyndighed.

 

Endelig oplyser miljøcentrene, at der ikke ved tilsynene blev iagttaget forhold, som udgjorde en miljømæssig risiko for omgivelserne.

 

Arbejdstilsynet har endvidere hørt Kommunernes Landsforening (KL) om forholdene på genbrugsstationerne, hvor kommunerne fører tilsyn.

 

KL har bl.a. oplyst, at der i forbindelse med Arbejdstilsynets asbestkampagne i foråret 2007 blev gennemført en række uanmeldte tilsyn på udvalgte genbrugspladser og deponeringsanlæg. Her fandt man forhold omkring håndtering af asbest, der ikke var i overensstemmelse med anlæggenes miljøgodkendelser. Det er blevet fulgt op i form af påbud. Det er kommunernes opgave jf. affaldsbekendtgørelsen at klassificere og anvise asbestaffaldet.

 

Arbejdstilsynet deltog i tilsyn på alle 24 deponeringsanlæg og genbrugspladser, som blev besøgt i forsommeren 2007. Besøgene gav anledning til påbud om forhold som håndtering og opbevaring af asbest, personlige værnemidler og afdækning af affald.

 

Der arbejdes på at afholde 2 temadage om asbest i begyndelsen af 2008, hvor kommuner, affaldsselskaber, genbrugspladser og deponeringsanlæg indbydes til at høre om reglerne. Temadagene planlægges i et samarbejde mellem de berørte myndigheder og KL.

 

Indsatsen har således vist, at der er arbejdsmiljømæssige problemer med håndtering af asbesten både på deponeringsanlæg og genbrugspladser, og derfor vil Arbejdstilsynet fortsætte det gode samarbejde med miljøcentrene og kommunerne for at medvirke til en forbedring af medarbejdernes arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet forsætter tilsynsindsatsen med screening af deponeringsanlæg og genbrugspladser og med opfølgning og stikprøvekontrol.

 

Der findes i øjeblikket ikke helbredsundersøgelser, der er egnede til tidlig opsporing af asbestbetinget lungekræft, og der er ingen behandlingsmuligheder ved tidlig opsporing af lungeasbestose. Samtidig kan helbredsundersøgelser medføre øget brug af røntgenundersøgelser og andre undersøgelser, der medfører øget risiko for helbredsskader.

 

Derfor er det Arbejdstilsynets opfattelse, at det ikke vil have noget forebyggende formål at gennemføre særlige helbredsundersøgelser af medarbejderne på lossepladser, affaldsdepoter og genbrugsstationer. Men den ansatte bør kontakte sin praktiserende læge i tilfælde af vedvarende eller alvorlige symptomer fra luftvejene.”

 

Jeg kan henholde mig til Arbejdstilsynets oplysninger. På den baggrund vurderer jeg, at der er et godt samarbejde mellem de berørte myndigheder m.v. med det

 

 

formål at sikre medarbejdere og miljø ved landets lossepladser, affaldsdepoter og genbrugsstationer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen