Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 30. november 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 3 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Thomas Adelskov (S).

 

 

Spørgsmål nr. 3:

”Ministeren bedes redegøre for i hvilket omfang medarbejdere, omkringliggende arealer og natur er påvirket af asbestaffald ved affaldsdepotet Noveren i Audebo, hvor dele af de skrottede DSB asbesttog er opbevaret. Herunder ønskes ministerens vurdering af om der bør foretages særlig helbredsundersøgelse af medarbejdere på Noveren.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg har kontaktet Arbejdstilsynet, som oplyser følgende:

 

”Arbejdstilsynet har som led i opfølgningen på asbestredegørelsen fra januar 2007 i samarbejde med miljøcentrene i Odense, Århus og Roskilde ført tilsyn på flere deponeringsanlæg for asbestholdige materialer. Noveren I/S ved Audebo blev besøgt den 20. juni 2007 af en tilsynsførende fra Miljøcenter Roskilde og en tilsynsførende fra Arbejdstilsynet.

 

Arbejdstilsynet konstaterede ved besøget, at der ikke var ansatte, som var udsat for asbest. Det var Arbejdstilsynets vurdering, at der er godt styr på det asbestholdige affald og at alt afdækkes med jord.

 

Arbejdstilsynet har hørt Miljøcenter Roskilde, som oplyser følgende:

 

”Der er oplagret 3-400 tage (med asbest) fra gamle S-toge. Herudover modtages der tagplader og andet asbestaffald samt bløde plader emballeret i plast på deponiet.

 

Tagene opbevares ifølge retningslinjerne forsvarligt (overdækket med jord), hvilket er konstateret ved seneste tilsyn den 20. september 2007. Øvrige asbestfraktioner overdækkes ved arbejdsdagens afslutning.

 

Virksomheden overholder gældende vilkår og giver dermed ikke anledning til, at borgere i landejendomme eller i Hagested by bliver udsat for unødige påvirkninger fra asbestdeponeringen og aktiviteter i forbindelse hermed.”

 

Miljøcenter Roskilde har oplyst til Arbejdstilsynet, at Noveren I/S har foranlediget, at de ansatte er blevet helbredsundersøgt med hjælp fra Bedriftssundhedstjenesten.”

 

Jeg kan henholde mig til Arbejdstilsynets oplysninger og på den baggrund med tilfredshed konstatere, at hverken medarbejdere, omkringliggende arealer eller natur er påvirket af asbestaffald, og at de ansatte er blevet helbredsundersøgt.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen