Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 4. januar 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 28 (AMU alm. del), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 28:

”Er der overensstemmelse mellem anerkendelsesdirektivet og udstationeringsdirektivet, der i art 3 siger, at det er værtslandets arbejdsvilkår, der gælder for udstationerede arbejdstagere, også når det gælder ”sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen” (jf. også udstationeringslovens § 5, der siger, at lov om arbejdsmiljø finder anvendelse, når en virksomhed udstationerer en lønmodtager i Danmark, uanet hvilket lands ret der i øvrigt regulerer ansættelsesforholdet)?”

 

 

Endeligt svar:

Jeg kan oplyse, at anerkendelsesdirektivet angiver, hvordan Danmark skal behandle EU-borgere (samt borgere fra EØS-lande og lande, der har aftaler med EU), der ønsker at etablere sig i Danmark eller blot ønsker at tage midlertidigt eller lejlighedsvist arbejde i Danmark. Direktivet omhandler anerkendelse af disse borgeres erhvervsmæssige personlige kvalifikationer, når de ønsker at udøve lovregulerede erhverv.

 

Udstationeringsdirektivet angiver, hvordan Danmark skal behandle arbejdstagere, som er udstationeret i landet som led i udveksling af tjenesteydelser. Direktivet handler om beskyttelse af de udstationerede borgere arbejds- og ansættelsesvilkår, hvorimod det ikke regulerer krav til kvalifikationer. Efter udstationeringsdirektivet skal de udstationerede arbejdstagere sikres de vilkår, der er fastsat i værtslandets lovgivning om ”sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen”.

 

Jeg har fra Arbejdstilsynet fået oplyst, at det antages, at anerkendelsesdirektivet som senere specialdirektiv har forrang for det generelle udstationeringsdirektiv. Det betyder, at det er anerkendelsesdirektivets bestemmelser, der finder anvendelse inden for sit område, som er anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uden for anerkendelsesdirektivets område finder udstationeringsdirektivet og dermed den danske udstationeringslov anvendelse i samme omfang som hidtil.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen