Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 14. august 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 226 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lone Møller (S).

 

 

Spørgsmål nr. 226:

”Ministeren bedes kommentere fortrolig henvendelse af 14. august 2008 fra J.C. vedr. konkret sag, jf. alm. del – bilag 252.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg har indhentet en udtalelse fra Arbejdstilsynet, som oplyser følgende:

 

”Arbejdstilsynet har kontaktet Miljøstyrelsen for at få oplysninger om piktogrammer og mærkning, som hører under Miljøstyrelsens ansvarsområde.

 

Miljøstyrelsen har oplyst, at ifølge Kommissionens forslag skulle piktogrammet udgøre mindst 1/20 af etikettens størrelse i modsætning til de nugældende regler, hvor det skal udgøre 1/10. Danmark har under forhandlingerne stået stærkt på, at den nugældende størrelse skulle bevares, og det er lykkedes at komme igennem med et kompromis, så det i den endelige version skal udgøre 1/15. Forslaget skal til afstemning her i begyndelsen af september, så det kan blive endeligt vedtaget.

 

Herudover kan det oplyses, at det gældende stofdirektiv fra 1967 er et totalharmoniseret direktiv indeholdende kriterier for klassificering af farlige stoffer. Disse EU-kriterier skal alle producenter i medlemslandene følge. Mærkningen skal være på dansk. Man vil på produkter, der er klassificeret som kræftfremkaldende, fortsat kunne se på mærkningen, at produktet er kræftfremkaldende. 

 

Endelig kan det oplyses, at inden for Miljøministeriets område er begrænsning af udledning af opløsningsmidler blandt andet reguleret i en bekendtgørelse og i nogle vejledninger om luftforurening fra virksomheder. Disse regler omfatter også den grafiske branche.”

 

Jeg kan henholde mig til Arbejdstilsynets udtalelse.

 

I øvrigt vil jeg gerne understrege, at regeringen prioriterer såvel klima- som arbejdsmiljøområdet meget højt. Det understreges bl.a. af, at Danmark i 2009 skal være vært ved FN’s klimatopmøde, og at regeringen i 2005 gennemførte en omfattende arbejdsmiljøreform, som betyder, at Arbejdstilsynet fik tilført ekstra ressourcer til at tjekke arbejdsmiljøet på hver eneste arbejdsplads med ansatte her i landet. Hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden, bliver der fulgt op fra Arbejdstilsynets side. Og det gælder naturligvis også for arbejdspladser i den grafiske branche.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen