Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 13. august 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 223 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

 

Spørgsmål nr. 223:

”Ministeren bedes oplyse, hvad Arbejdstilsynet har gjort i forlængelse af det store røveri d. 1.april 2008 mod pengetransportfirmaet Loomis i Glostrup for at undersøge røveriet og vurdere om arbejdsmiljøloven er overtrådt i forhold til de ansatte i firmaet?”

 

 

Endeligt svar:

Jeg har indhentet bidrag fra Arbejdstilsynet, som oplyser følgende:

 

”Efter røveriet mod pengetransportfirmaet Loomis i Glostrup d. 1. april 2008 vurderede Arbejdstilsynet, om man skulle aflægge besøg på virksomheden for at undersøge, om arbejdsmiljøloven var overtrådt. Arbejdstilsynet besluttede ikke at aflægge virksomheden besøg, fordi der ifølge de oplysninger, Arbejdstilsynet var i besiddelse af, ikke var ansatte, der var direkte berørt af røveriet.

 

Set i lyset af det seneste store røveri i firmaet Dansk Værdihåndtering A/S, som Arbejdstilsynet netop har afholdt møde med, har Arbejdstilsynet nu valgt også at tage kontakt til pengetransportfirmaet Loomis. Derudover vil Arbejdstilsynet tage kontakt til branchearbejdsmiljørådet på området, hvor arbejdsmarkedets parter er repræsenteret, med henblik på en drøftelse af sikkerhedsniveauet og de tekniske muligheder i forhold til den seneste tids udvikling i røverimetoder.”

 

Jeg kan henholde mig til Arbejdstilsynets oplysninger.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen