Arbejdsmarkedsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 22 (alm. del) stillet af Arbejdsmarkedsudvalget den 4. januar 2008.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 22 stillet af Arbejdsmarkedsudvalget den 4. januar 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Alm. del).

 

Spørgsmål 22

 

Hvilke tiltag vil ministeren iværksætte for at undgå, at anerkendelsesdirektivet (2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer) og implementeringen af dette forringer sikkerhed og sundhed på de danske arbejdspladser?

 

Svar

 

Det overordnede formål med anerkendelsesdirektivet er at sikre smidige regler for, at statsborgere i andre EU-lande, EØS-lande og lande, der i øvrigt har indgået aftale med EU herom, som i deres eget land er fuldt kvalificerede til at udøve et bestemt erhverv, kan flytte sig over grænserne og udøve samme erhverv i en af de andre medlemsstater. Direktivet fastlægger således de overordnede rammer for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer mellem EU-landene m.fl.

 

Det er statsborgere fra de nævnte lande, der er omfattet af direktivet, og jeg har ikke mulighed for at iværksætte tiltag, der går imod anerkendelsesdirektivets rammer eller at fastsætte andre regler om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for statsborgere, der kommer fra de nævnte lande, og som er omfattet af direktivet.

 

Inden for direktivets rammer er der imidlertid mulighed for at etablere ordninger med forudgående anmeldelse og til under visse betingelser – det vil sige såfremt hensynet til den offentlige sundhed og sikkerhed tilsiger det, og formålet med kontrollen er at undgå alvorlig skade på tjenestemodtagers sundhed og sikkerhed – at foretage forudgående kontrol af tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer.

 

Både krav om anmeldelse og muligheden for forudgående kontrol kræver, at der er fastsat hjemmel hertil i den respektive lovgivning for det enkelte erhverv. Det er derfor den enkelte ansvarlige myndighed for erhvervet, der skal vurdere og træffe beslutning om, hvorvidt der skal ske forudgående anmeldelse, og om udøvelsen af det pågældende erhverv er af en sådan beskaffenhed, at der kan kræves forudgående kontrol. Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 19.

 

Desuden vil jeg gerne understrege, at arbejdet på de danske arbejdspladser skal udøves under iagttagelse af bl.a. arbejdsmiljølovens krav til, at arbejdet skal udøves sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det gælder for danske såvel som udenlandske arbejdere, der udfører arbejde her i landet.