|
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg Christiansborg 1240 København K |
|
|
Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 11. juli 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 212 (AMU alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 212:
â€Ministeren bedes kommentere Anne-Marie Meldgaards svar til Europa-Parlamentets udvalg for kvinders rettigheder og kønsligestilling om implementeringen af ligebehandlingsdirektivet, jf. alm. del - bilag 242.â€
Endeligt svar:
Anne-Marie Meldgaard giver i sin henvendelse til Europa-Parlamentets udvalg for kvinders rettigheder og kønsligestilling udtryk for, at direktiv 2002/73 ikke er korrekt indarbejdet i dansk ret. Hun fremhæver direktivets artikler 8 a og 8 b og gør gældende:
1. at opgaverne nævnt i artikel 8 a ikke er varetaget af et centralt uafhængigt ligestillingsorgan, og
2. at regeringen ikke i tilstrækkelig grad har tilskyndet arbejdsmarkedets parter til social dialog, særligt med udgangspunkt i en konkret sag på det statslige område i forhold til 3F og FOA.
Anne-Marie Meldgaard kritiserer samtidig, at regeringen hemmeligholder åbningsskrivelsen, hvor Kommissionen har rejst kritik af den danske implementering, herunder for de samme to punkters vedkommende.
Jeg har tidligere over for udvalget redegjort for sagen i forhold Kommissionen, herunder for regeringens opfattelse, nemlig at ligebehandlingsdirektivet er korrekt gennemført i dansk ret. Anne-Marie Meldgaards synspunkter mener jeg ikke bringer nyt til sagen, men jeg skal gerne bemærke:
Ad 1.
Jeg har senest i mit svar på spørgsmål nr. 199 (AMU alm. del) redegjort for, hvorledes opgaverne i artikel 8 a konkret er varetaget af en række aktører, institutioner og organer. Jeg skal henholde mig til de tidligere svar, herunder hvad der er gengivet i Anne-Marie Meldgaards brev, og fastholde, at det ikke er afgørende for en korrekt implementering, hvorvidt opgaverne varetages af ét eller flere organer.
Ad 2.
Der er bl.a. som led i den danske arbejdsmarkedsmodel en lang tradition for dialog mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter – også om ligebehandling. Særligt lønforskelle mellem kvinder og mænd, kvinders repræsentation på ledelsesniveau og det kønsopdelte arbejdsmarked bliver jævnligt drøftet, og en række initiativer er sat i værk. Jeg mener, at den danske indsats også på dette punkt fuldt ud lever op til forpligtelsen i direktivet.
Jeg ser selvsagt gerne, at arbejdsmarkedets parter indarbejder ligebehandlingsregler i de kollektive overenskomster og aftaler. Det ligger fint i trÃ¥d med den danske model og implementeringspraksis, der netop overlader parterne mest muligt rÃ¥derum for selv at implementere arbejdsretlige direktiver ved kollektiv overenskomst. Det er imidlertid ogsÃ¥ bedst stemmende med vor arbejdsmarkedsmodel, at regeringen ikke blander sig i de konkrete overenskomstforhandlinger, herunder hvilke krav der skal imødekommes. I den sammenhæng skal jeg gøre opmærksom pÃ¥, at vi allerede kender til indarbejdede ligebehandlingsregler pÃ¥ omrÃ¥det for kønsligeÂstilling, fx tillægsaftalen til samarbejdsaftalen mellem DA og LO med ikrafttræden 1. maj 1999.
At udtrykkelige ligelønsregler ikke er indarbejdet i en statslig overenskomst, ser jeg ikke som et problem, da staten som arbejdsgiver allerede er forpligtet at overholde ligelønsloven, herunder de bagvedliggende direktiver, og dermed sørge for lige løn på linje med andre arbejdsgivere. Jeg henviser i øvrigt til mit svar på spørgsmål nr. 50 (AMU alm. del), hvor jeg allerede tidligere har kommenteret på den omtalte sag.
Jeg har ligeledes tidligere redegjort for, at der påhviler regeringen tavshedspligt med hensyn til Kommissionens åbningsskrivelse. Jeg henviser her til mit svar på spørgsmål nr. 91 (AMU alm. del). Afslutningsvis kan jeg i forhold til status på sagen med åbningsskrivelsen oplyse, at Kommissionen fortsat ikke har taget stilling til regeringens besvarelse af de rejste kritikpunkter.