Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 13. juni 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 198 (AMU alm. del), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 198:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30. maj 2008 fra Kristelig a-kasse, jf. AMU alm. del - bilag 218.”

 

 

Endeligt svar:

Arbejdsløshedsforsikringslovens regler om ret til feriedagpenge skal ses på baggrund af ferielovens regler om lønmodtageres ferieforhold. Nogle lønmodtagermedlemmer af a-kasser har i kalenderåret forud for ferieåret optjent ret til feriedagpenge. Det har de, fordi de i en eller flere perioder har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge mv. For de medlemmer træder feriedagpenge typisk enten i stedet for eller supplerer feriegodtgørelse/løn under deres ferie.

Ferieloven regulerer principielt alene lønmodtageres ferieforhold og disses ret til feriegodtgørelse.

Selvstændige erhvervsdrivendes ferieforhold er ikke lovreguleret. Det skyldes, at de selvstændige erhvervsdrivende selv tilrettelægger virksomhedens drift og økonomi og derfor selv kan bestemme, i hvilket omfang de vil holde ferie. Det følger heraf, at de selvstændige selv må sikre, at der er mulighed for at afholde ferie, og at der er midler hertil.

Efter reglerne i ferieloven kan der udbetales allerede optjent feriegodtgørelse, uden at ferien holdes, fx hvis man er overgået til selvstændigt erhverv. Det skyldes, at feriegodtgørelsen er optjent hos en arbejdsgiver i forbindelse med lønmodtagerjobbet.

Retten til feriedagpenge er derimod knyttet tæt sammen med retten til almindelige dagpenge.

Et medlem af en arbejdsløshedskasse optjener ikke et feriedagpengebeløb, men alene et antal dage med en betinget ret til feriedagpenge i det efterfølgende ferieår.

Der er således ikke tale om, at medlemmet - som det er tilfældet med feriegodtgørelse - optjener et bestemt beløb, der bliver indsat på en særlig konto, og som medlemmet indkomstbeskattes af i optjeningsåret.

Hvis selvstændige erhvervsdrivende får ret til at få udbetalt feriedagpenge, vil det derfor virke som skjult erhvervsstøtte.

 

Om VEU-godtgørelse til fx AMU-kurser kan jeg oplyse, at formålet med denne ordning er at give voksne - fortrinsvis kortuddannede - et økonomisk grundlag for at deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Og børnepasningsorlovsordningen er - som det nok er bekendt - under afvikling og kun gældende for forældre, der i 2004 har tilmeldt sig denne. I dag er der i stedet mulighed for at holde barselorlov.

 

Som bekendt har regeringen haft som målsætning bl.a. gennem afbureaukratisering at skabe bedre betingelser for virksomhederne, herunder særligt for iværksættere og små virksomheder. Det er ved sådanne tiltag, at regeringen skaber og fortsat vil skabe bedre betingelser for virksomhederne.

 

Jeg har i den forbindelse med tilfredshed noteret mig, at det amerikanske erhvervsmagasin Forbes for få dage siden har kåret Danmark til nu at være nummer ét i år på en liste over 120 lande rangeret efter, hvem der har det bedste erhvervsklima. Ud over bl.a. stabil økonomisk politik, lav arbejdsløshed og inflation, høj grad af personlig og økonomisk frihed, minimalt bureaukrati og korruption har gode betingelser og for iværksættere og teknologiske virksomheder trukket i den rigtige retning.

 

Jeg finder derfor ikke grundlag for at ændre de gældende regler om feriedagpenge.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen