Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 4. juni 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 188 (AMU alm. del), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 188:

”Ministeren bedes indhente en redegørelse fra Kolding Kommune om den konkrete sag, der er omtalt i henvendelsen fra HK Sydjylland, jf. AMU alm. del – bilag 189”

 

 

Endeligt svar:

Som jeg den 19. juni 2008 har orienteret Arbejdsmarkedsudvalget om, har jeg bedt Arbejdsmarkedsstyrelsen om at indhente en redegørelse fra Kolding Kommune. Styrelsen har herefter modtaget vedlagte redegørelse af 3. juli 2008 fra Jobcenter Kolding.

 

Af redegørelsen fremgår, at sagen drejer sig om en 53-årig kvinde. Kvinden blev i 1973 udlært som advokatsekretær og har siden været beskæftiget henholdsvis som advokatsekretær og som sekretær hos en ejendomsmægler. Pt er hun ansat som sekretær i et firma, som beskæftiger sig med køb og salg af mellemstore virksomheder med i alt 3 ansatte, hvor kvinden er den eneste sekretær i firmaet.

 

Som følge af en byld i højre armhule opereres kvinden i juli og september 2006 for derefter delvist at vende tilbage til arbejdet i november 2006. Da det ikke skønnes udelukket, at kvinden med tiden vil kunne formå at arbejde på fuld tid hos nuværende arbejdsgiver, hvor kvinden er opsat på at blive, udarbejdes en opfølgningsplan med henblik på timeforøgelse hos nuværende arbejdsgiver.

 

Kvinden har imidlertid svært ved at følge planen, som justeres – dog fortsat med det mål at øge arbejdstiden til fuld tid. En statusattest fra december 2007 viser, at tilstanden er stationær, og at der ikke er behandlingsmuligheder. Kvinden kan på det tidspunkt arbejde 5½ time.

 

Ved et møde i januar 2008 orienteres kvinden om, at det er kommunens vurdering, at alle revalideringsmæssige muligheder ikke er udtømt eller afprøvet, og at det vil kunne medføre afslag på fleksjob. Alligevel ønsker kvinden at ansøge om et fleksjob på det aktuelle grundlag, hvorefter der februar 2008 meddeles afslag på ansøgningen om fleksjob.

 

Begrundelsen for afslaget er, at der er tale om en kvinde med mange ressourcer, hvor den eneste barriere er begrænsningen i den ene arm, hvorfor det ikke skønnes udelukket, at kvinden vil kunne beskæftiges ordinært i andre funktioner, der ikke – som på hidtidig arbejdsplads – kræver, at kvinden konstant anvender sin arm.

 

Under henvisning hertil vurderes det, at der er behov for en arbejdsprøvning i forhold til fremtidige beskæftigelsesmuligheder, som optimalt tilgodeser skånehensynene i forhold til armen. Vurderingen er endvidere, at det ikke kan ske hos nuværende arbejdsgiver, da der er tale om en mindre virksomhed, hvor det er urealistisk, at tilstrækkeligt brede funktioner kan afprøves, hvortil kommer, at arbejdsgiver har et klart ønske om at ansætte kvinden i et fleksjob.

 

Som følge heraf tilbydes arbejdsprøvning på Reva Kolding med henblik på udplacering i virksomhedspraktik efter en kortere periode, når relevante funktioner er fundet fx receptionistarbejde i afvekslende form eller funktion som arbejdsmægler. I den forbindelse er der også lagt vægt på, at der bør tages stilling til, hvorvidt en personlig assistanceordning og relevante hjælpemidler vil kunne afhjælpe evt. problemer.

 

Kvinden er nu startet i arbejdsprøvning på Reva med henblik på afklaring af, hvad der videre skal ske.

 

I relation til adskillige klager fra nuværende arbejdsgiver og HK har kommunen fastholdt, at arbejdsprøvning ikke er åbenbart formålsløst, og at det ikke er godtgjort, at arbejdsevnen er varigt nedsat i forhold til ethvert erhverv, hvilket fortsat er kommunens vurdering.

 

Sagen har endvidere på arbejdsgiverens foranledning været sendt til henholdsvis Horsens Kommune og Vejle Kommune, der begge er nået til samme konklusion.

 

Sagen behandles p.t. i Beskæftigelsesankenævnet.

 

Som det fremgår af mit svar på spørgsmål 187, kan der efter loven alene tilbydes fleksjob til personer, når det f.eks. gennem arbejdsprøvning og revalidering er konstateret, at personen har en så væsentlig og varig begrænsning i arbejdsevnen, at der ikke er mulighed for beskæftigelse i et ustøttet job – og det gælder i forhold til ethvert erhverv på arbejdsmarkedet.

 

Jeg har ikke mulighed for at tage stilling til, om kvinden i den konkrete sag opfylder betingelserne for et fleksjob. Det må derfor afvente Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen