Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 13. maj 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 167 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Thomas Adelskov (S).

 

 

Spørgsmål nr. 167:

”I forlængelse af ministerens svar på AMU alm. del – spm. 127 ønskes ministerens forklaring på, hvordan ministeren under samrådet i Arbejdsmarkedsudvalget om 300 timers reglen kunne hævde, at ingen personer i matchgruppe 5 bliver ramt af 300 timers reglen, når det af besvarelsen på spørgsmål 127 klart fremgår, at et ægtepar samlet vil blive ramt af 300 timers reglen, såfremt den ene af ægtefællerne er på kontanthjælp i matchgruppe 5, mens den anden ægtefælle er i enten match 1,2,3,4.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg ser ingen uoverensstemmelse mellem mit svar på spørgsmål nr. 127 og et udsagn om, at ingen personer i matchkategori 5 bliver ramt af 300 timers reglen.

 

Jeg har indhentet en udtalelse om det juridiske grundlag fra Arbejdsdirektoratet, der udtaler:

 

”Som det fremgår af svaret på spørgsmål nr. 127, følger det af aktivlovens § 13, stk. 9, at en ægtefælle, der ved kommunens helhedsvurdering af beskæftigelsespotentialet er placeret i matchkategori 5), ikke er omfattet af kravet om 300 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 24 kalendermåneder.

 

Dette betyder imidlertid ikke, at den anden ægtefælle ikke skal opfylde kravet.

 

Kravet om 300 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 24 kalendermåneder opgøres individuelt for hver ægtefælle, jf. bemærkningerne til L89 Folketingssamlingen 2005-06, de specielle bemærkninger side 35.

 

Hvis kun én af ægtefællerne er berettiget til hjælp efter lovens § 11, og den anden ægtefælle har valgt ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder, eller ikke opfylder betingelsen om 300 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 24 kalendermåneder, beregnes der alene hjælp til den berettigede ægtefælle, jf. lovens § 26, stk. 5.

 

Det kan oplyses, at et beskæftigelsesankenævn har truffet afgørelser, der undtager begge ægtefæller i et ægtepar, hvor den ene ægtefælle er indplaceret i matchkategori 5. Den involverede kommune har klaget til Ankestyrelsen over afgørelserne. Ankestyrelsen tager sager op til behandling, hvis den vurderer, at de har principiel eller generel betydning.

 

Så længe Ankestyrelsen ikke har truffet afgørelse om det modsatte, fastholder Arbejdsdirektoratet den hidtidige fortolkning af lovens bestemmelser, hvorefter det forhold, at en ægtefælle er indplaceret i matchkategori 5), ikke i sig selv medfører, at den anden ægtefælle (i matchkategori 1, 2, 3 eller 4) er undtaget fra kravet om 300 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 24 kalendermåneder.

 

Der kan i øvrigt henvises til svar på spørgsmål nr. 36 af 6. februar 2006 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L89).”

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen