Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg Christiansborg 1240 København K |
|
Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 3. april 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 142 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lennart Damsbo-Andersen (S).
Spørgsmål nr. 142:
“Ministeren bedes oplyse, hvor mange IT-systemer som jobcentrene opererer med, hvor mange af systemerne der skal indberettes til og i hvilken grad disse systemer arbejder sammen?â€
Endeligt svar:
Det blev lagt fast i kommunalreformen, at hver myndighed i jobcenteret er ansvarlig for it-understøttelse i forhold til egne målgrupper og egne medarbejdere. Arbejdsmarkedsstyrelsen er ansvarlig for it-understøttelse af de statslige målgrupper og af de statslige medarbejdere. Tilsvarende er det den enkelte kommune, der selv er ansvarlig for at etablere it-understøttelse af de kommunale målgrupper og de kommunale medarbejdere.
Arbejdsmarkedsstyrelsen it-understøtter i dag de statslige målgrupper i Arbejdsmarkedsportalen og Amanda. Med etablering af et nyt modul til jobplaner i 2. halvår af 2008 vil de statslige medarbejdere som udgangspunkt kunne foretage sagsbehandling og indberetninger til centrale registre i ét system, nemlig Arbejdsmarkedsportalen. Der vil dog fortsat være behov for løbende forbedringer af Arbejdsmarkedsportalen, der sikrer stadig nemmere og færre registreringer.
I kommunerne er det traditionelt meget forskelligt, hvilke og hvor mange it-systemer, der findes til understøttelse af beskæftigelsesindsatsen – både indenfor det enkelte jobcenter og på tværs af jobcentre. Der findes ikke en samlet opgørelse over disse systemer. Hvilke oplysninger, der registreres, hvordan der registreres samt i hvor høj grad, der er integration til øvrige kommunale systemer, f.eks. journal- og økonomisystemer, er afhængig af hvilke it-systemer, den enkelte kommune har indkøbt samt af lokale retningslinjer og lokal organisering. Alt sammen forhold, der er centrale for, hvor stor registreringsbyrde, de kommunale medarbejdere oplever.
For i videst muligt omfang at undgå, at det delte ansvar for it-understøtningen af henholdsvis kommunale og statslige målgrupper resulterer i, at de samme oplysninger registreres flere gange af forskellige myndigheder, er etableret et fælles datagrundlag. Det fælles datagrundlag har til formål at sikre, at statens, kommunernes og arbejdsløshedskassernes systemer så vidt det er muligt kan fungere som et sammenhængende system, så hverken de ledige, de beskæftigede, virksomhederne eller de professionelle brugere skal medvirke ved registrering af de samme oplysninger flere steder.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, KL og de kommunale it-leverandører har udarbejdet en fælles plan for udvikling og implementering af snitflader mellem den statslige it og de kommunale leverandørers systemer. Dermed etablerer planen forudsætningerne for, at de kommunale it-leverandører kan udbyde fælles tværgående it-løsninger til pilotjobcentrene og fælles jobcentre. Dette vil betyde, at et pilotjobcenter kan varetage sagsbehandling og indberetninger til det fælles datagrundlag for alle målgrupper fra ét it-system. I et fælles jobcenter vil det tilsvarende være muligt for kommunen at varetage sagsbehandling og indberetninger for kommunale målgrupper fra ét it-system. En række snitflader er allerede udviklet i løbet af de seneste 3 år og yderligere vil komme i løbet af 2008. En udnyttelse af disse muligheder forudsætter, at den enkelte kommune anskaffer de tværgående it-løsninger i fuldt omfang. Det er således op til den enkelte kommune selv at udnytte disse snitflader til at undgå dobbeltregistreringer m.v.
Implementering af snitflader løser dog ikke i sig selv alle udfordringer med den underliggende funktionalitet. Der vil fortsat være behov for en stadig forbedring af it-understøtningen i retning af nemmere og mindre registrering.