Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 2. april 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 136 (AMU alm. del), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 136:

”Vil ministeren gøre brug af muligheden for at henvise Ankestyrelsens praksisundersøgelse af kommunernes behandling af sygedagpengesager til behandling i det kommunale ankesystem?”

 

 

Endeligt svar:

Det forudsættes, at det kommunale ankesystem forstås som det almindelige kommunale tilsyn.

 

Ankestyrelsens praksiskoordinering skal sikre, at sagerne kvalitetssikres. I en praksisundersøgelse vurderes det, om sagerne er behandlet og afgjort i overensstemmelse med lovgivningen, dvs. Beskæftigelsesministeriets faglige love, forvaltningslovene, forvaltningsretten, retssikkerhedsloven m.v. Undersøgelserne omfatter således en materiel vurdering af kommunernes afgørelser og en formalitetsvurdering af sagsbehandlingen.

 

Ankestyrelsen følger op på praksisundersøgelserne gennem tilbagemeldinger til kommunerne, dialog med kommunerne, opfølgningsmøder m.v. Dialogen mellem kommunen og Ankestyrelsen skal bl.a. sikre, at der skabes større klarhed over den fremtidige sagsbehandling for at sikre ligebehandling af borgerne.

 

Styrelsen kan ikke i forbindelse med en praksisundersøgelse tage de enkelte sager op af egen drift, og der er således ikke tale om en tilsynsfunktion. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt, om praksisundersøgelserne skulle kunne indgå som led i det kommunale tilsyns funktioner.

 

Når en kommune modtager en rapport om undersøgelse af kommunens praksis, skal den efter retssikkerhedslovens § 79 a behandles af kommunalbestyrelsen i et møde.

 


På denne baggrund er det ikke ønskeligt at henvise praksisundersøgelserne til det kommunale tilsyn.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen