Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 12. marts 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 114 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

 

Spørgsmål nr. 114:

”Ministeren bedes oplyse, hvor mange gange man skal være arbejdsløs på ét år, eksempelvis fordi man arbejder i fiskeindustrien og bliver sendt hjem i perioder, før man mister retten til supplerende dagpenge som følge af den forslåede nedsættelse af perioden for supplerende dagpenge til 30 uger inden for 104 uger.”

 

 

Endeligt svar:

Justeringen af de supplerende dagpenge er en del af aftalen om en jobplan, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance den 28. februar 2008.

 

For personer, der arbejder i fiskeindustrien og bliver sendt hjem i perioder, betyder justeringen, at de fremover vil kunne modtage supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger.

 

Der kan ikke gives et entydigt svar på, hvor mange gange en hjemsendt skal være arbejdsløs på ét år, før vedkommende mister retten til supplerende dagpenge, da dette afhænger af, hvor mange uger med supplerende dagpenge, vedkommende modtager ved hver hjemsendelse.

 

Hvis en person fx kun får supplerende dagpenge i den uge, hvor personen bliver hjemsendt, men i øvrigt er fuldt ledig under hjemsendelsen og ikke modtager supplerende dagpenge i ugen, hvor personen starter på arbejdet igen, vil personen have fået en uges supplerende dagpenge i forbindelse med hjemsendelsen.

 

Hvis personen ved alle hjemsendelser alene bruger en uges supplerende dagpenge, vil personen kunne være arbejdsløs under hjemsendelser 30 gange på ét år, før personen mister retten til supplerende dagpenge.

 

Hvis en person fx får supplerende dagpenge i ugen, hvor personen bliver hjemsendt, og i ugen, hvor personen starter på arbejdet igen, men i øvrigt er fuldt ledig under hjemsendelsen, vil personen derimod have fået to ugers supplerende dagpenge i forbindelse med hjemsendelsen.

 

Hvis personen ved alle hjemsendelser bruger to uges supplerende dagpenge, vil personen kunne være arbejdsløs under hjemsendelser 15 gange på ét år, før personen mister retten til supplerende dagpenge.

 

Der kan således laves mange forskellige eksempler. I alle tilfælde vil svaret på spørgsmålet afhænge af, hvor mange uger med supplerende dagpenge vedkommende har fået i forbindelse med hver hjemsendelse, idet vedkommende i alt kan få supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger.

 

For en god ordens skyld bemærkes det, at det i besvarelsen er forudsat, at den hjemsendte i øvrigt opfylder betingelserne for ret til at få supplerende dagpenge.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen