Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 5. marts 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 110 (AMU alm. del), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 110:

”Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Jyske Vestkysten den 22. januar 2008, og oplyse baggrunden for, at der skulle gå 15 år, før Danmark sikrer, at direktivet bliver ordentligt implementeret?”

 

 

Endeligt svar:

Jeg kan oplyse, at direktivet, som er omtalt i ovennævnte artikel fra Jydske Vestkysten (byggepladsdirektivet), blev gennemført i Danmark indenfor implementeringsfristen i 1993, samt at Kommissionen blev underrettet om gennemførelsen af direktivet i dansk ret i overensstemmelse med de procedurer, der gælder.

 

Kommissionen havde ikke på dette tidspunkt bemærkninger til den danske gennemførelse af direktivet.

 

I 2004 indkaldte Kommissionen en række medlemsstater til konsultation om byggepladsdirektivet. Arbejdstilsynet deltog i møde med Kommissionen i december 2004 om den danske gennemførelse af byggepladsdirektivet.

 

Først i 2007, efter Kommissionens konsultationer med en række lande, traf Kommissionen beslutning om at indlede traktatkrænkelsesprocedure ikke alene mod Danmark, men også mod en række andre medlemslande for mangelfuld gennemførelse af direktivet.

 

På baggrund af ovenstående er det min opfattelse, at der ikke indtil 2007 har været grund til at antage, at direktivet ikke var korrekt gennemført i Danmark  

 

Da den danske regering modtager Kommissionens åbningsskrivelse i marts 2007, tager regeringen hurtigt stilling til Kommissionens bemærkninger og meddeler Kommissionen, at de regler, der skal etableres og præciseres for at imødekomme Kommissionen, vil træde i kraft inden udgangen af 2008.

 

Hermed mener jeg, at regeringen på en tilfredsstillende måde har håndteret og taget

 

 

 

 

skridt til at imødekomme Kommissionens bemærkninger.   

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen