Nødvendig kapitaltilførsel til Danmarks Grundforskningsfond

 

Fondens formål

Danmarks Grundforskningsfond er en uafhængig fond, der arbejder for at fremme dansk grundforskning inden for – og på tværs af - alle fagområder. Fondens primære virkemiddel er støtte til oprettelse af ”Centres of Excellence”. Den årlige støtte udgør gennemsnitligt ca. 300 mio. kr.

 

Kapitalgrundlaget snart disponeret

Fonden blev ved oprettelsen i 1991 tilført en kapital på 2 mia. kr., hvis årlige afkast anvendes til uddelinger.

I 2008 vil fonden reelt have disponeret hele sit kapitalgrundlag. Figuren nedenfor viser fondens begrænsede muligheder for at tage nye initiativer.

 

Kapitaltilførsel nødvendig

Det er således nødvendigt, at der ved den kommende lovrevision i folketingsåret 2007/2008 tilføres fonden tilstrækkelig kapital.

 

Fortsat uafhængighed vigtig

Fondens politiske uafhængighed er en vigtig forudsætning for fondens store succes. I disse år etableres der andre steder i verden grundforskningsfonde, der bygger på de samme principper.

 

Fondskonstruktionen virker efter hensigten

Effekten af investeringerne viser sig ved etablering af nye markante (tværvidenskabelige) fagmiljøer. Centrenes evne til at tiltrække midler fra EU stiger over tid. Fondens centre bidrager med ca. 20 % af den samlede danske publicering i internationale toptidsskrifter.

 

Tilførsel af løbende finanslovsmidler siden 2005

Med henblik på at løfte fondens årlige uddelingsniveau er der siden 2005 tilført supplerende finanslovsmidler. Disse midler udgør i dag årligt 65 mio. kr. og har muliggjort en række internationaliseringstiltag, herunder bl.a. to professor-initiativer, der har til formål at tiltrække internationale topforskere til danske forskningsmiljøer.

 

Stor respekt om fondens arbejde

Et internationalt panel, der i 2003 evaluerede fonden, var særdeles positiv over for fondens konstruktion og anbefalede, at fonden blev sikret en langsigtet finansiel stabilitet. 

 

Valg mellem finansieringsformer

En kapitaltilførsel kan ske i form af dels et indskud i fonden, dels en løbende tilførsel af finanslovsmidler.

 

- En fondskonstruktion tilgodeser et politisk ønske om, at der stilles stabile midler til rådighed for dansk forskning. Her overlades det til fondens bestyrelse at sikre en kvalitetsbaseret udvælgelse, et stabilt langsigtet uddelingsniveau samt et tilstrækkeligt afkast.

 

- En finanslovsmodel forudsætter, at man fra politisk hold hvert år må forholde sig til fondens midler.

 

Bestyrelsen anbefaler et indskud på 3-4 milliarder kroner i fonden fra 2008-2010

Fondens bestyrelse foreslår, at en mindre del af disse års overskud på statens finanser aktivt bruges til investeringer i fremtiden og tilføres Danmarks Grundforskningsfond f.eks. med 1 mia. kr. årligt i finanslovene 2008, 2009 og 2010 til forøgelse af fondskapitalen.

 

Fondens administration

Forvaltning af midlerne sker med minimal administrativ indsats og kortest mulig vej mellem forskningsmiljøerne og fonden.