Text Box: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Folketinget
Christiansborg
Text Box: 20.12.2007


Iørn Korzen
Professor
ik.ikk@cbs.dk
Text Box:  Kære Udvalg for Videnskab og Teknologi,

 

Da jeg kan se på listen over jeres medlemmer at der er en del nytil­komne efter folketingsvalget, tillader jeg mig igen at gøre opmærksom på de store problemer uddannelserne i erhvervssprog på Copen­ha­gen Business School (CBS) har for tiden pga. dalende studentersøgning. Jeg skrev til det tidligere udvalg den 13.10.2007.

 

Eftersom alle sproguddannelserne modtager det laveste taxametertilskud, på 40.000 kr. pr. studerende, er de i meget høj grad følsomme over for udsving i studenterbestanden, og CBS’s ledelse har lagt op til en total lukning af italiensk og russisk og en lukning af tolke- og translatørprofilen i alle andre sprog end engelsk.

 

På samme tid viser alle undersøgelser at der er stor brug for netop den kombination af kompetencer inden for sprog, kultur og erhvervsliv som CBS udbyder – som det eneste sted i Danmark for så vidt angår italiensk og russisk, og alle er enige i at en ensidig fokusering på engelsk som lingua franca vil betyde mange tabte kontakter og kontrakter med forretningsfolk i lande som ikke har engelsk som modersmål. Alene samhandlen med Italien beløber sig til over 30 milliarder kr. om året, og det drejer sig typisk om små og mellemstore italienske virksomheder, hvor kendskabet til andre sprog end italiensk er meget begrænset.

 

Den italienske stat er gået ind med en økonomisk redningsaktion, som sandsynligvis vil stille italienskstudiet lidt bedre her og nu, men det er selvsagt ingen løsning på længere sigt.

 

Efter min mening er man nødt til at indse at denne særlige kompetencekombination i andre sprog end engelsk kan have svært ved konstant at have studerende nok til at overleve på laveste taxameterniveau, og vi må se i øjnene at gymnasiereformen vil stille andre sprog end engelsk (og måske spansk) i en endnu dårligere situation når den slår igennem fra næste sommer.

 

En endelig løsning kunne derfor ligge i at hæve tilskuddet til erhvervssprogs­uddannelserne til det højeste niveau, som er 95.000 kr. pr. studerende om året. I forhold til det som det vil betyde for indtægterne til dansk erhvervsliv, er det en meget lav pris at betale.

 

CBS’s bestyrelse tager stilling til de nævnte uddannelsers fremtid på et møde den 19. december.

 

 

 

Med venlig hilsen

Iørn Korzen

Professor, dr.ling.merc.