Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

./.

Til udvalgets orientering fremsendes hermed mit talepapir fra samrådet i Videnskabsudvalget onsdag den 11. juni 2008 vedrørende digital ungdomssignatur.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander


Samråd (åbent) i Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi onsdag den 11. juni 2008 vedr. digital ungdomssignatur – UVT – alm. del – spørgsmål R.

 

DET TALTE ORD GÆLDER

 

Spørgsmål R:

Ministeren bedes redegøre for mulighederne for at indføre digital ungdomssignatur, for på den måde at beskytte børn og unge på nettet mod voksnes forsøg på at misbruge deres tillid i eks. Chatrooms, jf. et forslag fra Rådet for større IT-sikkerhed.

 

Svar:

Udvalget har bedt mig om at ”redegøre for mulighederne for at indføre en digital ungdomssignatur, for på den måde at beskytte børn og unge på nettet mod voksnes forsøg på at misbruge deres tillid i eks. chatrooms, jf. et forslag fra Rådet for større IT-sikkerhed.”

 

Jeg vil starte med at sige, at beskyttelsen af børn og unge på internettet naturligvis er noget, som regeringen prioriterer højt.

Der foregår allerede i dag en målrettet indsats og samarbejde på tværs af myndighederne, internet- og chatudbyderne og interesseorganisationerne i Danmark.

Den seneste tids afsløringer i pressen understreger samtidig, at seksuelle krænkelser af børn og unge på eller via internettet er et problem, der til stadighed kræver vores fulde opmærksomhed.

I forbindelse med afsløringerne er der blevet fremført en række mulige løsninger i form af en digital ungdomssignatur.

Jeg er naturligvis meget lydhør, når det gælder forslag om at gøre beskyttelsen af børn og unge på internettet endnu bedre.

Teknisk set er det i dag muligt at indføre en digital ungdomssignatur.

I dag kan alle danskere på 15 år og opefter få en digital signatur. Spørgsmålet er altså om det er relevant at ændre denne aldersgrænse.

Det er desværre ikke så ukompliceret, som det umiddelbart kunne lyde.

Der er en lang række ubesvarede spørgsmål, som vi er nødt til at tage stilling til:

·         Hvad slags løsning er i det hele taget bedst og mest sikker?

·         Kan indførelse af en digital signatur for børn og unge overhovedet løse problemet, eller skabes der bare falsk tryghed og sikkerhed?

·         Hvad skal aldersgrænsen for en ungdomssignatur være?

·         Vil de unge overhovedet bruge signaturen?

·         Vil tjenesteudbydere af chatfora bruge mulighederne?

 

 

Jeg har ikke svarene på disse spørgsmål. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har et samlet svar på alle disse spørgsmål.

Jeg havde mulighed for at drøfte spørgsmålet med It-sikkerhedskomiteen i går, der har Linda Nielsen for bordenden.

De rejste mange af de samme spørgsmål, som jeg allerede har nævnt.

Det er vigtigt at pointere, at komitéens overordnede budskab er, at der ingen nemme løsninger er på dette problem.

Desværre er der tilsyneladende heller ingen løsninger, der på nuværende tidspunkt i sig selv kan løse problemet.

It-sikkerhedskomitéen vil selv arbejde videre med problemstillingen, og i november i år afholdes en konference om privacy i sociale netværkstjenester som Arto og Facebook.

Jeg tror, at arbejdet i It-sikkerhedskomitéen kombineret med en analyse af de spørgsmål, som jeg allerede har nævnt (og sikkert mange flere), vil give os den nødvendige viden.

Viden, så vi kan træffe den helt rigtige beslutning, om hvad vi skal gøre på et kvalificeret grundlag.

Rådet for Større IT-sikkerhed har været fremme med et forslag om den digitale ungdomssignatur, og at den kunne implementeres på 3-6 måneder.

Desværre er løsningen nok ikke så ligetil. Det er også hvad rådet giver udtryk for i sit brev til udvalget.

 

Der har været meget snak om tekniske løsninger, men vi skal også huske, at det her handler i høj grad også om adfærd.

 

Vi skal være opmærksomme på de farer, der er ved at være på nettet. Vi skal have opbygget en sund sikkerhedskultur.

 

Denne kultur skal ikke opbygges hos børnene, men også opbygges hos alle voksne, der er i kontakt med børn og unge i hverdagen.

 

Det gælder forældrene, skolelærerne, pædagoger i fritidsordninger og mange andre.

Jeg har på den baggrund bedt IT- og Telestyrelsen om at iværksætte en analyse af de muligheder, der er for at forbedre både de tekniske løsninger og oplysningsindsatsen.

Derudover kan jeg nævne, at jeg som videnskabsminister står i spidsen for kampagnen netsikkernu. Kampagnen løber af stablen i uge 41 og bidrager til at skabe opmærksomhed om sikker adfærd på nettet.

For at vise, hvor bredt den nuværende indsats favner, vil jeg nævne en række initiativer som allerede er i gang:

Chatmærket, der gives til hjemmesider, der garanterer døgn-overvågning, alarmknapper og effektiv sporing af krænkere på chatportalerne

Branchekodeks om fjernelse af ulovligt indhold, som beskriver en række procedurer, der skal sikre en hurtig indsats til fjernelse af for eksempel børnepornografi på internettet.

Diverse informationskampagner i samarbejde med UNI-C og Medierådet for Børn og Unge.

Derudover følger jeg naturligvis også den internationale udvikling på området for hele tiden at være opdateret med de nyeste muligheder.

Endelig har jeg taget initiativ til nedsættelsen af et tværministerielt embedsmandsudvalg med fokus på bekæmpelse af børnepornografi på internettet.

Alt i alt en indsats på en række områder med inddragelse af relevante samarbejdspartnere.