Folketingets Finansudvalg

 

 

 

 

Bilag                                    Journalnummer                                       Kontor                                      Dato

                                46.H.7-1-164.                         HUM                       28. april 2008


a.                       Udenrigsministeriet anmoder i nærværende skrivelse om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansÃ¥ret 2008 afgives tilsagn pÃ¥ 39 mio. kr. i støtte til Dansk Røde Kors’ internationale humanitære hjælpearbejde.

Udgiften vil blive afholdt af den på finansloven for 2008 opførte bevilling på 824 mio. kr. til § 06.39.02. Ekstraordinære humanitære bidrag og Internationalt Humanitært Beredskab.

b.                      Baggrund
Dansk Røde Kors (DRK) modtog i 2007 i alt 83 mio. kr. (heraf 40 mio. kr. ved Akt 110 25/4-2007) til det internationale humanitære hjælpearbejde, som primært gennemføres i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Halvmåne selskaber (IFRC) og nationale Røde Kors og Røde Halvmåne selskaber, samt til nærområdeindsatser og til delegatprogrammet. ICRC yder bistand til ofre for væbnede konflikter og opererer hovedsageligt i krigs- og konfliktområder, mens IFRC yder bistand til flygtninge og ofre for natur- og sultkatastrofer. DRK’s kernekompetencer ligger inden for sundhed, katastrofeberedskab, katastroferespons, psykosocialt arbejde og logistik. Den foreliggende bevillingsanmodning vedrører bidrag til indsatser i en række humanitære kriser af længere varighed.

Projektbeskrivelse
DRK har ansøgt om støtte på i alt 17 mio. kr. til følgende aktiviteter, der gennemføres i samarbejde med ICRC:

De palæstinensiske selvstyreområder: Formålet er primært at fremme overholdelse af international humanitær lov i de palæstinensiske selvstyreområder. Gennem fængselsbesøg og kontakt til myndigheder i tilfælde af overtrædelser søges efterlevelsen af Geneve-konventionerne fremmet hos begge parter af konflikten.

 Afghanistan: Formålet er at yde beskyttelse til ofre for den væbnede konflikt samt at forbedre befolkningens levevilkår. Dette foregår gennem overvågning og dokumentation af overgreb samt fremme af respekten for international humanitær lov. Civile og militære ofre for konflikten modtager medicinsk og kirurgisk bistand, og sårbare grupper sikres fødevarer, rent vand og hygiejne. Der ydes støtte til forebyggelse af mineulykker og til mineofre.

Burma: De overordnede mål er at sikre beskyttelse af civilbefolkningen og yde humanitær bistand i konfliktramte områder. Projektaktiviteterne
fokuserer primært på støtte til landmineofre og familier til fængselsindsatte. Hertil kommer styrkelse af det lokale Røde Kors selskabs kapacitet inden for genforening af familier, responskapacitet i nødhjælpssituationer samt fremme af kendskab til og respekt for international humanitær lov og Røde Kors bevægelsens grundlæggende principper.

Den Demokratiske Republik Congo: Formålet er at beskytte civil-befolkningen i konfliktramte områder og yde støtte til sårbare grupper. Dette sker gennem uddeling af såsæd og redskaber, medicinforsyning samt forbedring af vand- og sanitetsforhold. Aktiviteterne omfatter tillige genforening af adskilte familier og udbredelse af kendskab til international humanitær lov.

 

Sudan: ICRC’s program i Sudan er som følge af situationen i Darfur-regionen organisationens største. Der gives støtte til, at internt fordrevne, tilbagevendende flygtninge og fastboende i områder omfattet af konflikt får basale behov dækket i form af husly, vand, fødevarer og sundhed. Desuden udbredes kendskabet til international humanitær lov, og der skabes kontakt mellem adskilte familier.

 

DRK har ansøgt om støtte på i alt 6 mio. kr. til følgende aktiviteter, der gennemføres i samarbejde med IFRC:

 

Afghanistan: Formålet med IFRC’s indsats er at støtte afghansk Røde Halvmåne til bedre at varetage sit humanitære arbejde gennem det landsdækkende netværk af lokalafdelinger og frivillige bl.a. i forhold til forbedring af katastrofeberedskab, sundhedsydelser til sårbare grupper og udbredelse af kendskabet til humanitære værdier.

 

Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea): Formålet med IFRC’s aktiviteter er at forbedre sundhedstilstanden blandt særligt udsatte dele af befolkningen, reducere antallet af vandbårne sygdomme samt opbygge katastrofeberedskab på landsbyniveau i fire provinser.

 

IFRC’s katastrofefond: Fonden giver organisationen mulighed for at reagere hurtigt i katastrofesituationer.

 

DRK har ansøgt om støtte på i alt 16 mio. kr. til følgende bilaterale indsatser:

 

Liberia: Indsatsen har til formål at bistå hjemvendte flygtninge, internt fordrevne og andre sårbare grupper med genetablering af deres eksistensgrundlag gennem uddeling af såsæd og redskaber samt adgang til sundhedsydelser og rent vand.

 

Uganda: I to konfliktramte distrikter i det nordlige Uganda vil DRK i samarbejde med Uganda Røde Kors sikre forbedrede sundheds-, vand- og sanitetsforhold for internt fordrevne og tilbagevendte samt bidrage til, at de tilbagevendte bliver selvforsynende med fødevarer.

 

Zimbabwe: DRK har i mange år støttet kampen mod hiv/aids i Zimbabwe. Dette ønskes suppleret med akut fødevarehjælp til sårbare familier med aidsramte patienter samt med støtte til distribution af såsæd og træning i forbedrede dyrkningsmetoder og korrekt ernæring.

 

Beredskabs- og varehjælpsprogram: For at sikre hurtig og fleksibel hjælp forestår DRK indkøb og forsendelse af nødhjælp til operationer inden for Røde Kors bevægelsen. Hertil kommer bemanding, udstyring og udsendelse af operative enheder, der med kort varsel kan varetage logistik, lejradministration og fordeling af nødhjælp i akutte situationer.


Budget
Det samlede budget andrager 39 mio. kr. fordelt på følgende poster:

ICRC aktiviteter ………………………………….…. 17 mio. kr.

IFRC aktiviteter …………………………….….……   6 mio. kr.

DRK bilaterale aktiviteter …………………….……... 16 mio. kr.

I alt …………………………………………….…….. 39 mio. kr.

 

I bevillingen er inkluderet et administrationsbidrag på 5 pct. til DRK. Tilsagnet vil blive afholdt med 39 mio. kr. under § 06.39.02.10. Ekstraordinære humanitære bidrag.

 

Væsentlige risikoelementer

Røde Kors bevægelsen arbejder ofte i områder, der er præget af vanskelige sikkerhedsforhold.  Ændringer i sikkerhedssituationen og de humanitære behov kan nødvendiggøre tilpasning af programmerne.

 

c.                       Sagen forelægges Finansudvalget, da der er tale om en rammebevilling, hvor totaludgiften overstiger 33 mio. kr.

e.            Under henvisning til ovenstående anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2008 afgives tilsagn på 39 mio. kr. i støtte til Dansk Røde Kors’ internationale humanitære hjælpearbejde. 

Udgiften vil blive afholdt af den på finansloven for 2008 opførte bevilling på 824 mio. kr. til § 06.39.02. Ekstraordinære humanitære bidrag og Internationalt Humanitært Beredskab.

f.            [Finansministeriets tilslutning foreligger]