Fra: Henrik Laidlow-Petersen
Organisation:
Adresse: Ragedal 12 Borris
Postnr: 6900 Skjern
EMail: [email protected]
Telefon: 25554647
Det var med stor bekymring jeg læste om
Danmarks anerkendelse af Kosovo. Jeg skrev ved den lejlighed til både
udenrigsministeren og har siden hen skrevet en række læserbreve om emnet.
Det jeg finder besynderligt er:
- At vi underminerer FN (vi anvender udvalgte
dele af resolutionen og ignorerer resten, fortolkningen kunne aldrig blive
godkendt i Sikkerhedsrådet) samt international ret
- Hvorfor skulle man tillægge FN-resolutioner
værdi i fremtiden, hvis man kan fortolke/overtræde dem efter for godt
befindende?
- Vi etablerede med anerkendelsen en præcedens
uanset, hvad vi siger (flere oprørsgrupper og udbryderprovinser har
påkaldt sig en Kosovo-løsning, mange flere lande end dem der har anerkendt
Kosovo afviser at anerkende Kosovo på grund af de uheldige implikationer)
- Trods meget lang forberedelsestid kan EU
ikke engang selv være enige om andet end at være uenige i dette spørgsmål
(selvmål, underminering af EU's udenrigspolitiske ambitioner)
- Ikke engang iblandt de muslimske/arabiske
nationer er der kødannelse for at anerkende Kosovo
- Serbien skilte sig af med Milosevic og
indførte demokrati. Serbien har undergået en stor transformation. Med EU's
kluntede håndtering af både Kosovos anerkendelse, SAA osv. har man spillet
alle de kort som en ultranationalist kunne ønske sig. USA/EU har således
gravet grøfter, hvor der skulle bygges broer
- EU har udvist fuldstændig mangel på
forståelse for Balkan – et evt. EU-medlemskab om mange år kan ikke
kompensere for en påtvunget løsning og ydmygelse
- Vi har stillet Rusland i en ønskeposition.
Selv et ur der er gået i stå viser tiden rigtigt mindst to gange om dagen.
De har således indtaget den moralske højborg. De kan køre os rundt i
manegen efter behag for vi har hverken en god juridisk eller moralsk sag.
- Vi har udvist meget stor tålmodighed med
Cypern-spørgsmålet. Det er ved at udmønte sig i en fredelig løsning. Kunne
dette ikke have skabt præcedens for Kosovo?
- Der var en stor fordrivelse af ikke-albanere
i 2004, afbrænding af huse og kirker mv. Disse flygtninge kan stadigvæk
ikke vende hjem og deres historiske kirker og klostre er trods løfter
stadigvæk ikke genopbygget. De ikke-albanske mindretal kan heller ikke
bevæge sig frit i ’det frie Kosovo’ – de skal stadigvæk eskorteres under
besøg på kirkegårde (som ofte er skændet) osv. Det er derfor nogle
besynderlige kriterier for menneskerettigheder vi har lagt til grund for
anerkendelsen.
- Det virker også som om, at albanerne var
blevet lovet uafhængighed på forhånd, hvorfor de ikke behøvede at søge en
forhandlingsløsning med serberne
- Kosovo har ikke endnu de ting der kræves af
en selvstændig nation. Der er ikke et velfungerende retssystem, der er
ikke de menneskerettighedsstandarder vi normalt kræver, de kan ikke
overleve økonomisk ved egen hjælp, de kan ikke selv tage vare på deres
sikkerhed og vi har krævet international overvågning/kontrol som en
betingelse for anerkendelsen
- Der er stor risiko for at konflikten kan
sprede sig til Montenegro, Presovodalen i Serbien, Makedonien og
Grækenland, hvor der også er albanske mindretal, hvor vi tidligere (1999)
så tiltag til oprør. Derudover kunne det også rokke ved Bosnien.
Siden da er den tidligere chefanklager ved
krigsforbryderdomstolen, Carla del Pontes, bog kommet frem. Den omtaler en lang
række (se følgende links: xxx / xxx) skrækkelige forhold:
- Salg af organer fra bla. Serbiske fanger med
henblik på videresalg
- At nogle personer ved UNMIK mv. var for tæt
på UCK-lederne, hvorfor sager ikke blev indledt
- At man skyndte sig at indlede sager imod
serbere som en slags røgslør
Det rejser en række spørgsmål:
- Kendte Folketinget til disse anklager?
- Hvis ikke – hvorfor?
- Hvorfor er der ikke skredet ind noget før,
hvis der er bare en lille smule hold i disse anklager?
- Burde dette ikke føre til en ny debat i
Folketinget?
- Er vores anerkendelse ubetinget uanset, hvad
der måtte være sket af overtrædelser af menneskerettigheder og
forbrydelser?
Dertil kommer, at der har været historier i
pressen om vidner imod tidligere UCK-ledere som er døde, bange for at vidne
osv. BÃ¥de Carla del Pontes bog og denne retsag giver ikke just Kosovo en
moralsk platform, hvorfra de på sigt kan tilkæmpe sig reel uafhængighed.
Mine sidste spørgsmål drejer sig om FN:
- Generalsekretæren har efter et møde i Moskva
sagt at UNSCR 1244 stadigvæk står ved magt. Denne resolution fastholder jo
Serbiens territoriale integritet. Støtter Danmark op om det – eller vil
man om et års tid have en særlig situation i Presovodalen?
- Det ser ud til at generalsekretæren vil
støtte nye forhandlinger imellem Serbien og Kosovo. Vil Danmark støtte
disse forhandlinger eller vil vi stædigt holde os til den påtvungne
løsning? (Under alle omstændigheder vil sådanne forhandlinger underminere
Kosovos ’selvstændighed’).
- Serberne i Kosovo kan med lige så stor ret
anvende albanernes argumenter for ikke at være en del af Serbien for ikke
at være en del af en kosovoalbansk stat. Hvor langt vil vi gå for at
påtvinge dem en løsning – venter vi bare på en undskyldning? Har serberne
ikke også en ret til medbestemmelse over deres fremtid? Da serberne i
Kosovo ikke vil samarbejde med EU må vi vel støtte UNMIKs fortsatte virke?
- Serberne har sagt de vil sagsøge alle de
lande, der har anerkendt Kosovo. Hvad vil vi gøre, hvis udfaldet går os
imod? Vil vi trække vores anerkendelse tilbage eller ignorere dommen?
Danmark kan ikke blive ved med at undgå de
ubehagelige spørgsmål. Med anerkendelsen er der ikke bare rokket ved tilliden
til FN, vi har også forpligtet os til at engagere os både økonomisk og militært
i mange år fremover. Som skatteborgere og vælgere må vi have en ret til en
forklaring og en debat.
Venlig hilsen
Henrik Laidlow-Petersen