Text Box: Samtlige ministerier mv.

 

 

Særlig indberetning om ekstraordinær samling i Grønlands Landsting samt ændrede planer for afvikling af Landstingets Forårssamling 2008.

 

Grønlands Landstings administration Landstingets Bureau har den 15. januar 2008 indkaldt landstingets medlemmer til ekstraordinær samling i Grønlands Landsting fredag den 18. januar 2008 kl. 15.00. I mødeindkaldelsen anføres følgende:

 

"Pressen har de seneste dage beskæftiget sig udførligt med en medarbejders beskyldninger mod mig for seksuel forulempelse.

 

Den uro, de fremsatte beskyldninger har forårsaget, er egnet til at nedsætte Landstingets anseelse i befolkningen og Grønlands omdømme i udlandet samt påvirke mit partis politiske virke. Af disse årsager ser jeg mig nødsaget til at træde tilbage som Formand for Grønlands Landsting.

 

Dette indebærer, at Landstingets Formandskab som helhed må træde tilbage. Derfor indkaldes landstinget hermed til Ekstraordinær Samling den 18. januar 2008 kl. 15.00 med henblik på valg af nyt Formandskab.

 

Samlingen indkaldes med følgende dagsorden:

 

Punkt 1.         Mødets åbning og godkendelse af dagsordenen.

Punkt 2.         Valg af Formand for Landstinget.

Punkt 3.         Valg af næstformænd for Landstinget.

Punkt 4.         Valg til Landstingets Udvalg.

 

 

Med venlig hilsen

 

Jonathan Motzfeldt

Formand for Landstinget"

 

 

Det kan endvidere sammenfattes, at Grønlands Landstings ordinære forårssamling 2008 planlægges afviklet efter følgende retningslinier:

 

Landstingssamlingen starter den 4. marts 2008 og afbrydes den 14. marts 2008 for en periode frem til den 22. april 2008, hvor landstingssamlingen genoptages.

 

Landstingssamlingen forventes at kunne afsluttes den 8. maj 2008.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Søren Hald Møller