Text Box: Samtlige ministerier mv.

 

 

Indberetning december 2007

 

 

Politiske forhold.

 

Tidligere landsstyremedlem dømt til 4 måneders anstaltsanbringelse.

Tidligere landsstyremedlem og landstingsmedlem for partiet Siumut Jens Napaattooq blev ved Grønlands Landsret den 21. december 2007 dømt til fire måneders anstaltsanbringelse for overtrædelse af den grønlandske kriminallovs bestemmelser om mandatsvig.

 

Under sagen har den anklagede begæret frifindelse, mens anklagemyndigheden har begæret 4 måneders anstaltsanbringelse. Dommen afspejler landsrettens tiltrædelse af 118 ud af 120 anklagepunkter, som omhandler misbrug af repræsentationsmidler under Jens Napaattooqs tid som landsstyremedlem i 2004 og 2005, svarende til et samlet beløb på niveauet 130.000 kr.

 

Jens Napaattooq har til KNR's radioavis oplyst, at han vil anke dommen til Østre Landsret.

Der er mod dommen ikke taget stilling til, om Jens Napaattooq skal tilbagebetale uretmæssigt forbrugte midler til hjemmestyret. Men Grønlands Hjemmestyre har, uafhængigt af sagen om mandatsvig, stævnet Jens Napaattooq med krav om tilbagebetaling af uretmæssigt forbrugte midler. Se herom i min indberetning for oktober 2006.

 

 

Ressortomlægning og organisationsændringer under Grønlands Landsstyre.

Jeg oplyste i min indberetning for november 2007, at landsstyret i 2008 vil gennemføre en omlægning af landsstyrets ressortfordeling samt en omstrukturering i landsstyrets administration.

 

7 nyoprettede stillinger som departementschef er opslået i december 2007 og forventes besat i løbet af januar 2008. Blandt kravene til kvalifikationer er, at vedkommende er dobbeltsproget grønlandsk/dansk. Dette krav har afstedkommet en betydelig politisk debat i Grønland om landsstyrets "grønlandisering" af administrationen. Endvidere debatteres den økonomiske hensigtsmæssighed ved den kommende administrative struktur.

Møde mellem Landsstyremedlem Aleqa Hammond og USA's ambassadør i Danmark James P. Cain.

Grønlands Hjemmestyre oplyste den 13. december 2007, at Landsstyremedlem Aleqa Hammond har holdt møde med Ambassadør James Cain på den amerikanske ambassade i København. Hjemmestyret oplyser, at mødets formål var en uformel drøftelse af samarbejdet og kommende møder i den fælles dansk/grønlandsk/amerikanske Joint Comittee mm. og en orientering om projektet med etablering af et aluminiumssmelteværk i Grønland i samarbejde med det amerikanske selskab ALCOA.

 

Hjemmestyret oplyser, at James P. Cain gerne ser at Landsstyremedlem Aleqa Hammond i løbet af foråret mødes med den amerikanske udenrigsminister, for blandt andet at drøfte den kommende nordpolskonference, der skal holdes i Ilulissat i slutningen af maj måned. Ifølge www.sermitsiaq.gl har parterne endvidere drøftet et amerikansk ønske om at åbne et konsulat i Grønland.

 

Det kan i øvrigt oplyses, at partiet Siumut's lokalafdeling i Nuuk har besluttet at opstille Aleqa Hammond som kandidat til posten som formand for partiet, i forbindelse med partiets kommende landsmøde i februar 2008.

 

 

Erhverv og Økonomi.

 

Udenrigshandel 1. – 3. kvartal 2007.

Grønlands Statistik oplyser, at der har været en lavere aktivitet i udenrigshandlen i årets tre første kvartaler, set i forhold til samme periode i 2006 og 2005.

 

Udgifterne til import faldt med over 185 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. Det er primært hovedvaregrupperne Mineral, brændsels- og smørestoffer samt Maskiner og transportmidler der er årsagen til det samlede fald i importudgifterne.

 

På eksportsiden er faldet i indtægter på ca. 57 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. Faldet skyldes primært en nedgang i indtægterne fra eksporten af rejer.

 

Samtidigt har det samlede billede af eksporten ændret sig. Hvor indtægterne fra varegruppen Fisk, krebsdyr, bløddyr og varer deraf tidligere tegnede sig for ca. 85 % af de samlede eksportindtægter, er andelen nu ca. 65 %. Det skyldes dels ændringerne i indtægterne fra denne varegruppe. Dels ses der stigninger i andre varegrupper, primært varegruppen Ædelmetalmalm (undt. Sølv) og koncentrater deraf, en stigning på 59 mio. kr. eller 52 %.

 

Bilaterale fiskeriaftaler.

Grønlands Hjemmestyre har i december måned 2007 indgået fornyede bilaterale fiskeriaftaler med henholdsvis Rusland, Norge og Færøerne, gældende for 2008.

 

Aftalen med Rusland giver grønlandske fartøjer adgang til fiskeri efter torsk og kuller i Barentshavet, medens den giver russiske fartøjer adgang til fiskeri efter rødfisk og hellefisk ved Østgrønland og hellefisk ved Vestgrønland.

 

Aftalen med Norge giver grønlandske fartøjer adgang til fiskeri efter torsk, kuller og sej i norske farvande, fortrinsvis i Barentshavet, medens den giver norske fartøjer adgang til fiskeri efter hellefisk, rødfisk, torsk og helleflynder i grønlandske farvande.

 

Aftalen med Færøerne giver ifølge www.sermitsiaq.gl grønlandske fartøjer adgang til fiskeri efter sild og bundfisk i færøske farvande, medens den giver færøske fartøjer adgang til fiskeri efter bundfisk, herunder torsk, i grønlandske farvande. Desuden er der aftalt muligheder for færøske fartøjers forsøgsfiskeri efter rejer i den nordlige del af fiskeriområdet ved Østgrønland.

 

 

TAC fastsættelse for fiskeri ved Grønland i 2008.

Grønlands Landsstyre oplyste den 20. december 2007, at man har fastsat de samlede tilladte fangstmængder (TAC) for 2008, gældende for fiskeri ved Grønland.

 

For de 3 væsentligste arter for det grønlandske fiskeri kan følgende sammenfattes:

 

Rejer.

Jeg oplyste i min indberetning for november 2007 om den biologiske rådgivning for fangst af rejer i 2008 bl.a., at Grønlands Naturinstitut Pinngortitaleriffik anbefaler en reduktion af de samlede fangster i 2008 til 110.000 tons. De samlede fangster ved Vestgrønland har i de senere år har ligget på ca. 155.000 tons per år.

 

Landsstyret har besluttet, at der ikke kommer så drastiske nedskæringer på rejefiskeriet som ellers anbefalet af biologerne. Landsstyret har besluttet at vedtage en TAC for Vestgrønland på 127.300 tons rejer. Det svarer til en nedsættelse på 5 % i forhold til TAC'en i 2007 på 134.000 tons.

 

TAC'en for rejer ved Østgrønland i 2008 blev fastsat til 12.400 tons, hvilket svarer til den biologiske rådgivning og er uændret fra 2007.

 

Hellefisk.

Det kystnære fiskeri efter hellefisk er hovedsageligt koncentreret omkring Upernavik, Uummannaq og Disko Bugten. Der må i 2008 fiskes i alt 22.500 tons i de nævnte områder. Der er frit fiskeri i områder uden for de nævnte.

 

TAC'en for udenskærs fisker efter hellefisk er fastsat til i alt 27.000 tons.

 

 

 

Krabber.

Pinngortitaleriffik oplyste den 3. december 2007, at den biologiske rådgivning for fangst af krabber i 2008 vil medføre, at fangstniveauet langs Grønlands vestkyst stort set holdes uændrede i forhold til 2006.

 

Pinngortitaleriffik anbefaler, at der indføres en generel fiskerisæson fra ultimo marts til medio juli for samtlige forvaltningsområder. En fiskerisæson vil ifølge instituttet sikre rekrutteringen til bestanden og reducere udsmid og dødelighed og dermed sikre en mere hensigtsmæssig udnyttelse af krabberne.

 

Landsstyret har besluttet, at den samlede TAC for det kystnære krabbefiskeri i 2008 sættes til 4.500 tons – en lille reduktion i forhold til TAC'en for 2007. I modsætning til anbefalingen fra Pinngortitaleriffik har landsstyret besluttet at lade det være op til erhvervet selv at fastsætte evt. lukningsperioder i de regionale kvoteområder.

 

 

Ã…rsresultat i Royal Greenland A/S.

Det hjemmestyreejede selskab Royal Greenland A/S oplyste den 12. december 2007, at selskabets bestyrelse har godkendt regnskabet for regnskabsåret 01.10.06 - 30.09.07.

 

I perioden er selskabets gæld faldet med 110 mio. kr. Regnskabet udviser en omsætning på 5,1 mia. kr. og et overskud før skat på 63 mio. kr. Der er i omsætning og resultat tale om en lille tilbagegang i forhold til det forrige regnskabsår.

 

 

Tele Greenland A/S investerer i søkabel.

Det hjemmestyreejede selskab Tele Greenland A/S oplyste den 6. december 2007, at selskabet har afgivet ordre på et nyt søkabel mellem Island, Grønland og Newfoundland, som skal udlægges i 2008 og tages i brug i begyndelsen af 2009. Prisen for projektet er budgetteret til ca. 750 mio. kr.

 

Etablering af kabelforbindelse til Island og Canada vil bl.a. medføre en meget stor kapacitetsudvidelse i telekommunikationen til og fra Grønland, som i dag udelukkende er baseret på satellitforbindelser.

 

 

Nye rapporter om erhvervsfremmestruktur og turismestrategi i Grønland.

Grønlands Hjemmestyre har den 20. december 2007 offentliggjort rapporterne:

 

·         Evaluering af erhvervsfremmestrukturen. I præsentationen af rapporten anfører Landsstyremedlem for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser Siverth K. Heilmann bl.a., at det med rapporten er lykkedes at fÃ¥ et statusbillede af fordele og ulemper ved den eksisterende erhvervsfremmestruktur samt at rapporten kan bidrage til at tilrettelægge de ændringer, der skal ske i opgavefordelingen mellem hjemmestyret og kommunerne ved den kommende strukturreform i den offentlige sektor i Grønland. Rapporten kan hentes fra hjemmestyrets hjemmeside pÃ¥ adressen: http://www.nanoq.gl/upload/iap/hovedrapport%20-%20dansk%20final.pdf.

 

·         Landsstyrets turismestrategi for 2008-2010. I præsentationen af strategien anfører Landsstyremedlem for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser Siverth K. Heilmann bl.a., at landsstyret betragter turismeerhvervet som et vigtigt væksterhverv, som indenfor bæredygtighedens begrænsninger fortsat har et stort vækstpotentiale.  Landsstyret er bevidst om, at et voksende turismeerhverv udover at give spændende nye muligheder for befolkningen, ogsÃ¥ kan medføre uhensigtsmæssigheder for bÃ¥de naturen og befolkningen, eksempelvis i form af øgede slitage i naturen omkring turist-attraktionerne i vor natur. Rapporten kan hentes fra hjemmestyrets hjemmeside pÃ¥ adressen: http://www.nanoq.gl/upload/iap/turismestrategi%20dk%20final.pdf.

 

 

Andet.

 

Mineraljagten "Ujarassiorit".

Grønlands Hjemmestyre afvikler hvert år en mineraljagt "Ujarassiorit" for amatørgeologer, hvor alle borgere gratis kan indsende prøver på sten og mineraler. Prøverne bliver bedømt og de mest interessante prøver bliver analyseret for mineralindholdet. De bedste prøver bliver præmieret af Råstofdirektoratet og Grønlandsbankens Erhvervsfond, med en samlet præmiesum på 120.000 kr. efter skat.

 

Den 21. december 2007 meddelte Råstofdirektoratet, at der i 2007 er indsendt i alt 840 stenprøver, hvoraf er 251 prøver sendt til analyse.

 

En stenprøve fra Nuuk-området med synligt guld udløste en 1. præmie på 55.000 skattefrie kroner. Udover at have en meget høj guldværdi (ca. 0,7 % guld) havde prøven også høje værdier af sølv, bly, zink, kobber, mangan, kviksølv og arsen. Prøven er fundet i et område i Nuuk Fjorden, hvor der ikke tidligere er fundet denne type forekomst.

 

- Dette års 1. præmie er meget interessant, da guldværdien er noget af det højeste målt i Grønland. Prøven må derfor formodes at have interesse for efterforskningsselskaberne, udtaler Landsstyremedlem for Råstoffer Kim Kielsen.

 

 

Ny lufthavn i Paamiut.

Den 1. december 2007 blev en ny lufthavn i Paamiut indviet og taget i brug. Paamiut har hidtil været betjent med helikopterbeflyvning. Med virkning fra indvielsesdagen vil Paamiut indgå i Airgreenland's rutebeflyvning med fastvingede fly mellem Nuuk og Narsarsuaq.

 

 

KNI A/S' butik i Strandgade i København.

Jf. min indberetning for oktober 2007 har det hjemmestyreejede selskab KNI A/S oplyst, at man vil lukke selskabets butik i Strandgade. Butikken handler bl.a. med grønlandske madvarer og organiserer en proviantklub for indførsel af grønlandske madvarer til Danmark.

 

KNI A/S oplyste den 6. december 2007, at der nu er indgået aftale mellem det ligeledes hjemmestyreejede selskab Arctic Green Food A/S og KNI A/S om, at Arctic Green Food overtager butikken i Strandgade.

 

Det forventes, at Arctic Green Food vil videreføre både proviantklub og butik på adressen i Strandgade.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Søren Hald Møller